Fortsæt til indhold
Indland

Endnu et teenagedrab sender politiet i offensiven

Drabet på en 15-årig dreng i København har fået politiet til at opsøge ungdomsklubber.

En 15-årig dreng blev onsdag eftermiddag dræbt med knivstik i København.

Drengen blev stukket i brystet, efter at han steg af en bus i Husum og angiveligt udvekslede ord med et par andre unge drenge.

Københavns Politi oplyser, at det har tilbageholdt en 14-årig dreng, som det mistænker for at stå bag drabet. Ifølge politiet stod den mistænkte tilsyneladende og ventede på den nu afdøde 15-årige.

Politiet efterlyser alle, der var tilstede ved busstoppestedet onsdag eftermiddag.

I timerne efter drabet igangsatte politiet en tryghedsskabende indsats i området, og i dag er Københavns Politi taget ud i ungdomsklubber for at tale med de unge.

»Vi er ude for at få taget en god snak med de unge,« siger politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi til Ritzau.

Mange knivstikkerier

Tal fra politiet viser, at der fra 2018 til 2023 har været en stigning på 1.070 sigtelser for ulovlig besiddelse af kniv.

En lignende stigning ses i antallet af sigtelser blandt unge mellem 15 og 18 år. I 2018 rejste politiet 306 sigtelser for besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted blandt 15-18-årige.

I 2023 lød tallet på 558.

Indenfor kort tid har der har været usædvanligt mange alvorlige knivstikkerier blandt teenagere.

I marts 2023 blev to teenagere dræbt med kniv i i Taastrup. En nu 18-årig mand er siden blevet tiltalt i sagen.

I november 2023 blev en 15-årig dreng knivdræbt i Grenaa. En jævnaldrende dreng er siden blev tiltalt i sagen.

Samme måned blev en 19-årig forsøgt dræbt med kniv på Amager. En 18-årig blev fængslet i sagen.

Og i går kostede et knivstikkeri altså en 15-årig livet ved et busstoppested i Husum.