Fortsæt til indhold
Indland

De våde kys på diskoteket betød intet, for Anja skulle hjem til USA, og så ville de aldrig mødes igen. Hun tog fejl

Søren og Anja voksede op få kilometer fra hinanden, men mødtes aldrig. Indtil de tilfældigvis endte i en isterningeleg på en bytur. Det blev begyndelsen på en kærlighedshistorie med flere overraskelser.

7. juli 2025|9 min

Kærlighedens omveje: Søren og Anja

Søren sad ved et bord og drak øl med sine venner. Iført hvid tanktop og dynejakke.

Det havde Anja bemærket.

Hun dansede i en glitrende, blå sommerkjole med dyb udskæring og var umiddelbart ikke tiltrukket af den tatoverede fyr. Han lignede en smartass, tænkte hun, mens forårsaftenen blev til nat på diskoteket i Haderslev.

De havde hverken udvekslet blikke eller ord. Det ændrede en våd isterningeleg på.

Anja og Søren endte ved samme bord i en bås på Crazy Daisy. Isterningen gled fra mund til mund, så de kyssede. Igen og igen. Han charmerede, hun grinte, musikken pumpede, og alting var nu. Intet betød noget som helst.

Sådan tænkte de også begge to, da de forlod festen før resten af selskabet. De overnattede på en sovesofa i en vens lejlighed. Noget af tiden sov de også.

For Søren var Anja bare endnu en fangst. For Anja var Søren blot en tilfældighed, et ubekymret afbræk fra sin hverdag i USA.

Den skulle hun tilbage til få dage senere. Og så ville de alligevel aldrig mødes igen. Hun tog fejl.