Fortsæt til indhold
Indland

Kronprinsen lod sig fire 12 meter ned fra tårn inden løbetur

I Brønderslev skulle kronprins Christian løbe en engelsk mil, hvilket svarer til cirka 1,6 kilometer.

/ritzau/JP

Kronprins Christian blev firet ned fra 12 meters højde i Brønderslev, inden han gik hen til startlinjen for at skyde Royal Run i gang i den nordjyske by.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I Brønderslev løb kronprinsen en engelsk mil, svarende til 1,6 kilometer. Det er første gang, at han deltager alene i en af værtsbyerne ved Royal Run.

- Indtil videre er jeg meget begejstret for at være her. Tak til Brønderslev, fordi jeg måtte komme. Det har været en fornøjelse. Jeg er meget beæret over at få lov at komme ud alene, siger kronprins Christian til TV 2 efter løbet.

Ifølge TV 2 løb han ruten på 6 minutter og 41 sekunder.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I år afholdes Royal Run i Fredericia, Brønderslev, Aarhus, Kalundborg og København/Frederiksberg.

Kong Frederik skal løbe en engelsk mil i Fredericia, fem kilometer i Aarhus og ti kilometer i København. Dronning Mary skal løbe fem kilometer i Kalundborg.

Kong Frederik ankom med maner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kongen ved løbsstart i Aarhus. Blandt andet flankeret af paraatlet Daniel Wagner
Det var en varm omgang at løbe i dag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Efter at have løbet i Fredericia blev kong Frederik spurgt, om han eller kronprins Christian er hurtigst.

Til det svarede kongen ifølge TV 2, at han mente, at hans yngste søn, 13-årige prins Vincent, var den hurtigste.

Prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella løb med i København, da distancen på en engelsk mil blev skudt i gang.

Prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent før One Mile i København. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Her var prins Vincent den første i mål. Han krydsede målstregen efter 5 minutter og 55 sekunder, skriver TV 2.

Også de kongelige får en medalje for at deltage. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sidste år løb prins Vincent både den engelske mil og ruten på ti kilometer i København.

Dronning Margrethe har ikke selv snøret løbeskoene, men følger med fra Fredensborg Slot, fremgår det af kongehusets sociale medier:

Royal Run-løbet havde sin debut i 2018, da kong Frederik fyldte 50 år. Siden er det blevet afviklet hvert år med undtagelse af 2020 under corona.

Løbet tilbyder tre forskellige distancer på henholdsvis 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer.

Over 95.000 har købt billet til årets Royal Run. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix