Fortsæt til indhold
Indland

Ny forskning finder sammenhæng mellem velkendt vitamin og kræft

Mus fik en D-vitaminrig kost og kunne bedre bekæmpe kræft. Nu er spørgsmålet, om det samme gælder mennesker.

I kampen mod kræft kan et velkendt vitamin spille en afgørende rolle, afslører ny international forskning med et stort dansk aftryk.

Det drejer sig om D-vitamin - mest kendt for sin betydning for knoglernes styrke.

De nye resultater viser, at vitaminet også kan påvirke risikoen for at udvikle kræft gennem en effekt på tarmens mikroflora.

»Vores forskning er overraskende, fordi den viser, at D-vitamin kan ændre sammensætningen af bakterier i tarmen, hvilket igennem immunforsvaret styrker kroppens evne til at bekæmpe kræft,« forklarer Tine Jess, direktør og professor ved grundforskningscenteret Predict på Aalborg Universitet.

Resultaterne publiceres fredag i det prestigefyldte tidsskrift Science, og Predict-centret har haft en vigtig rolle i forskningen. Den har været ledet af Dr. Caetano Reis e Sousa ved The Francis Crick Institute i London. Han har påvist, at mus, der fik en D-vitaminrig kost, har en bedre immunreaktion mod kræft og derfor bedre kan bekæmpe sygdommen.

»Man har haft en hypotese om, at niveauet af D-vitamin i blodet kan påvirke immunforsvaret og risikoen for kræft. Det er utroligt spændende, at vi nu kan påvise, at effekten tilsyneladende går gennem tarmen. Det øger vores forståelse for nogle af de mekanismer, som kan have betydning for både at forebygge og blive bedre til at behandle kræft,« siger Tine Jess.

Unikke data

Hendes bidrag til forskningen er en omfattende analyse af sundhedsdata fra 1,5 mio. danskere, der viste en sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin og højere risiko for kræft.

»Ved at kombinere tilgængelige D-vitaminmålinger fra det nationale laboratorieregister med det danske kræftregister kan vi se, at jo lavere niveau af vitaminet, man har, jo større er risikoen for kræft. Også specifikke kræftformer som mavetarmkraft, lungekræft og urinvejskraft,« siger Tine Jess, der kalder validiteten af forskningen høj, fordi det danske sundhedsregister giver adgang til en uselekteret stor del af befolkningen.

Predict-centret forsker i kroniske tarmsygdomme, men er også specialiseret i at kombinere biologisk materiale fra Danmarks Nationale Biobank med information fra det omfattende danske sundhedsregister.

Tine Jess forklarer, at de danske registre er unikke på verdensplan, bl.a. fordi man har en årtier lang tradition for at indsamle sundhedsdata, og at alle danskere er i berøring med det samme sundhedsvæsen. Det er det internationale forskningsmiljø udmærket klar over, og derfor samarbejder Predict med mange af verdens førende universiteter.

Vi får ikke meget sol

Ifølge Tine Jess kan det nye studie på sigt have betydning for at forebygge og behandle kræft. Men først skal forsøgene på mus overføres til mennesker.

»Selvom vores resultater hos mus er lovende, kræver det yderligere forskning at bekræfte, at de samme mekanismer gør sig gældende hos mennesker,« siger hun.

Spørgsmålet er, om den almene dansker kan gøre noget med den nye viden.

Til dels, lyder svaret fra Tine Jess. De kan følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at børn over fire år og voksne bør tage daglige tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret.

»Vi får ikke så meget sol, så det er ikke usædvanligt, at danskere har lave niveauer af D-vitamin,« siger hun og understreger, at det ikke er en god idé at spare på solcremen for at få mere D-vitamin..