Bogbombe: Kong Frederik udgiver bog
I al hemmelighed har Danmarks nye konge medvirket i en personlig bog, som udkommer onsdag.
Højst overraskende udgiver kong Frederik X en bog, hvor han med sine egne ord fortæller om sine visioner for sin tid som Danmarks konge og om sin personlige rejse fra ung, modstræbende kronprins til »moden mand, familiefar og monark.«
”Kongeord” udkommer onsdag på Politikens Forlag.
Bogen er blevet holdt hemmelig helt op til udgivelsen. Den er fortalt til- og skrevet af den kendte forfatter Jens Andersen, som tidligere har skrevet biografien ”Under bjælken” fra 2017 om den daværende kronprins.
Ud over at dele sine tanker og overvejelser om kongegerningen fortæller kong Frederik blandt andet om sin svære ungdom, hvor han kæmpede med tanken om en dag at skulle overtage tronen.
»Jeg ville bare være som alle andre drenge på min alder, og i mange år var det at sige ”konge” om mig selv ikke noget, jeg ønskede. Overhovedet,« fortæller han i bogen.
»Min 18-års fødselsdag husker jeg som noget nær verdens undergang. Det var følelsen af at nu sluttede alt, hvad der var sjovt og spændende.«
»Det gjorde det så heldigvis ikke,« tilføjer han.
Senere i livet har den 55-årige konge dog fundet mere ro ved tanken, forklarer han. Ikke mindst takket være sin mor og sin hustru, dronning Mary.
»Mary er min makker og min wingman, for nu at bruge et pilotudtryk, og vi har en super dynamik. Det gavner os enormt, når vi forbereder alt fra kirkebesøg og prisuddelinger til nytårstaffel og statsbesøg,« står der i bogen.
En grøn konge
Ud over at varsle forandringer i Kongehusets organisation og administration, så stempler den nye konge og dronning ind i klimadebatten som et grønt kongepar.
»Som kongepar er vi optaget af at kunne medvirke til at give jordkloden videre til den næste generation i god stand, hvilket forudsætter, at vi fremmer den grønne omstilling. Vi vil derfor i videst muligt omfang støtte op om indsatser for naturbevarelse, biodiversitet og imødegåelse af klimaforandringer,« skriver kong Frederik.
Troen fylder mere
I bogen deler kong Frederik også sine tanker om blandt andet Rigsfællesskabet, klimaet, janteloven og netop troen på Gud.
I det 109 sider lange manifest uddyber han desuden over tre kapitler, hvad han mener med sit valgsprog – »forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark« – som blev afsløret fra balkonen på Christiansborg Slot ved tronskiftet søndag.
Flere iagttagere har bemærket, at Gud ikke er nævnt direkte i valgsproget, hvilket ellers har været fast tradition hos danske konger gennem flere hundrede år.
Gud er dog indirekte med i valgsproget via udtrykket »forbundne«, forklarer kongen i bogen. Dét skal både forstås som »forbundne med hinanden, forbundne med Gud og forbundne med historien.«
»Jeg ønsker at markere, at vi som mennesker er forbundne – til hinanden, til vores kristne tro og til vores fælles historie,« forklarer han og uddyber, at den kristne tro i dag fylder »meget mere i mit liv end tidligere.«
»Jeg holder af at komme i kirken, ikke mindst til livets store begivenheder – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse,« skriver han.
Og et andet sted i bogen:
»I hverdagen går jeg ikke rundt og forholder mig til den kristne tro hele tiden. Jeg synes, det gælder om, at vi hver på vores måde finder en god, sund balance i forhold til troen og kirken i Danmark.«
I modsætning til alle os andre har regenten ikke religionsfrihed. Det står i grundloven, at han skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.
Giver løfte om nytårstalen
Kongen lover dog at fortsætte sin mors tradition med at afslutte nytårstalen med et »Gud bevare Danmark!«
Det er uvist, hvor lang tid bogen har været undervejs, men den bygger på flere samtaler med Frederik på Amalienborg, mens han stadig var kronprins.
Forlagschef på Politikens Forlag, Kim Hundevadt, oplyser, at forlaget først blev kontaktet omkring bogen nytårsaften, hvor dronning Margrethe annoncerede sin abdikation.
»Derefter gik vi omgående i gang med redigerings- og layout-arbejdet. Der er ingen tvivl om, at vi har haft travlt på Politikens Forlag,« siger han i en skriftlig kommentar.
Han ønsker ikke at udtale sig nærmere på nuværende tidspunkt.
Det er ikke første gang, at Politikens Forlag har udgivet bøger under stort hemmelighedskræmmeri.
Det skete også, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2019 overraskede hele det politiske Danmark med bogen ”Befrielsens øjeblik” skrevet af journalist og forfatter Kirsten Jacobsen. Og igen sidste år med bogen ”Spionchefen” om FE-chef Lars Findsen skrevet af journalist Mette Mayli Albæk.
Forstå de mest interessante aktuelle dagsordener i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.