Fortsæt til indhold
Indland

Dansk fregat sendes i kamp mod militært overlegen Houthi-bevægelse

FE vurderer, at truslen er høj, når fregatten bevæger sig i den sydlige del af Det Røde Hav. Også truslen fra spionage vurderes som høj.

Regeringen vil sende en fregat, op til 175 personer og militærpoliti, tolke, efterretningselement, en maritim helikopter og et maritimt støtteelement på mission i Det Røde Hav. Indsatsen skønnes at koste 50 mio. kr.

Det fremgår af et beslutningsforslag, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har fremsat for Folketinget.

Regeringen forventer, at fregatten snart kan sendes afsted, og at den skal være ude i ca. to måneder. Opgaven bliver at overvåge området og at beskytte den frie sejlads for civil skibstrafik og internationale flådefartøjer.

Fregatten skal indsamle oplysninger, men også ledsage og ekskortere skibe i området, som er under daglig beskydning af Houthi-oprørere, der holder til i Yemen.

Fregatten skal ifølge regeringen have mandat til at kunne forsvare sig selv, men også til at forsvare både civile skibe og enheder, som indgår i Operation Prosperity Guardian, som det danske bidrag bliver en del af. Denne mission er, modsat de angreb, som USA og Storbritannien siden fredag har foretaget på houthiernes baser i Yemen, en ren forsvarsmission.