Fortsæt til indhold
Indland

DMI udvider varsel om snestorm: En større del af Danmark bliver ramt

Både på Sjælland og i en større del af Jylland skal man også forberede sig på snestorm, lyder det onsdag formiddag fra DMI.

Snestormen kommer til at påvirke flere områder og personer i Danmark end først antaget.

Sådan lyder det onsdag formiddag fra DMI, der har udsendt et nyt varsel.

Snestormen vil også ramme en stor del af Sjælland. Desuden vil også det sydlige Jylland blive ramt af snemasser. Lige nu går grænsen imellem sne og regn lige syd for Vejle og stik imod vest lige syd for Ringkøbing Fjord.

Nord for den linje vil der nu komme sne i stedet for regn, lyder meldingen.

Der ventes op til 30 centimer sne, lokalt op til 40 cm. Især Aarhus-området vil få meget sne.

Men helt præcist hvor meget sne, der kommer til at ligge er meget svært at forudsige, lyder det fra DMI.

»Det afhænger af flere faktorer. Vi kan ikke bare sige, at 1 mm nedbør giver 1 cm sne, fordi temperaturen er flere steder lige omkring frysepunktet. Det betyder, at sneen nogle steder vil være meget våd, så den vil pakke sig og fylde mindre. Til gengæld fyger det også mange steder, så der kan dannes snedriver med mere sne,« siger Martin Lindberg, der er vagthavende metrolog ved DMI.

I den øvrige del af landet, bortset fra området omkring København og Bornholm, er der varsel om kraftig regn.