27-årig skoleansat sigtet for voldtægt af mindreårig – kommune har mistanke om, at flere elever kan være udsat for overgreb
Den 27-årig voldtægtssigtede mand nægter sig skyldig. Der er nedlagt navneforbud i sagen.
En 27-årig nu tidligere ansat på Søholmskolen i Rudersdal Kommune, der i sidste uge blev sigtet for at have voldtaget en mindreårig pige, mistænkes for at have begået flere overgreb på elever under sin ansættelse på skolen.
Det bekræfter kommunaldirektør Birgitte Lundgren over for Jyllands-Posten. Hun kan ikke oplyse, hvilken stilling manden har haft på skolen, men at »han har arbejdet med børn.« Han var dog ansat på ”Afdeling Bistrup.”
Rudersdal Kommune har torsdag aften udsendt en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at man, siden sagen kom frem i sidste uge, har gennemført en række børnesamtaler med elever på skolen.
Det er ifølge Birgitte Lundgren her, at skolen har fået mistanke om, at der kan være begået flere overgreb end det ene, manden er sigtet for.
»Samtalerne med eleverne har desværre vist, at der nu er mistanke om overgreb mod flere elever. De mistanker er nu videregivet til politiet.«
Hun kan ikke oplyse, hvorvidt der er tale om samme type overgreb, som manden er sigtet for, eller om hvor mange.
Ifølge Sn.dk blev manden den 14. september varetægtsfængslet og sigtet for at have voldtaget en pige født i 2008 samt for vidnetrusler. Han er ifølge mediet sigtet efter straffelovens § 216, stk. 2, som omhandler samleje med et barn under 12 år. På samme måde straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år, lyder det.
Han nægter sig skyldig i anklagerne, og der blev nedlagt navneforbud i sagen, inden dørene til grundlovsforhøret ifølge Sn.dk blev lukket.
Rudersdal Kommune oplyser i pressemeddelelsen, at den nu vil igangsætte en uvildig advokatundersøgelse, og derudover har man etableret en hotline:
»Undersøgelsen skal både belyse den tidligere ledelses eventuelle svigt på skolen og den kommunale tilsynspligt med skolen. I forbindelse med undersøgelsen vil advokatfirmaet hurtigst muligt oprette en ekstern whistleblowerordning, så alle relevante oplysninger kan komme frem.«
Borgmester i Rudersdal Ann Sofie Orth (K) »er dybt berørt« af sagen.
»Derfor sætter vi en ekstern advokatundersøgelse i gang, men vi kommer også til at gennemgå alle de procedurer, vi som kommune har i forhold til at sikre alle vores børn imod risikoen for overgreb, uanset om det er i skolen, fritidsklubben eller andre steder med voksenkontakt,« siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at der kan herske den mindste tvivl om, at vores børn kan være trygge i deres hverdag. Derfor vil vi også drage de eventuelt nødvendige konsekvenser af advokatundersøgelsen,« siger borgmester Ann Sofie Orth.
Onsdag i næste uge bliver der afholdt et møde for alle forældre på skolen med deltagelse af krisepsykologer.
Nordsjællands Politi ønskede torsdag aften ikke at kommentere sagen.