Antallet af patienter med multisygdom er tredoblet de seneste 16 år
Flere ældre og bedre behandling betyder, at op mod 1,5 mio. danskere i 2030 vil leve med flere kroniske sygdomme. En kæmpeudfordring, lyder det fra en professor i multisygdomme.
Helle Rindholt fra Esbjerg har slidgigt. For to et halvt år siden fik hun også type 2-diabetes. To ret almindelige, kroniske sygdomme.
Alligevel gik der to år, hvor hun ikke kunne få den rette behandling. Alt imens hun kæmpede med smerter og store udsving i sit blodsukker, forsøgte hun forgæves at få hjælp. En dag slog hun i bordet og krævede en henvisning til et ganske simpelt kursus, der forandrede hendes liv.