I Fjaltring var borgerne vindmølle-pionerer. Nu truer megamøller byen
Knud og Doris Munch lever på en gård ved landsbyen Fjaltring i Vestjylland. Men det gør de måske snart ikke længere, for deres hjem risikerer at skulle eksproprieres for at skaffe plads til vindmøller på 275 meters højde.
I døren til et lille lavloftet stuehus fra 1824 står Knud Munch med hænderne hvilende i smækken på sine overalls og byder dagens gæster velkommen til sit og hustruen Doris’ hjem.
Han har taget fri fra arbejde på en gård lidt længere mod nord for at fortælle om, hvordan de kan blive nødt til at flytte fra deres hjem. Drejer man hovedet en smule mod øst…