Folketingets sikkerhedschef får hemmelig opgave hos PET
Manden, der står for sikkerheden i Folketinget, bliver udlånt til Politiets Efterretningstjeneste, hvor en »særligt prioriteret opgave« venter ham.
Det næste halve år skifter Folketingets service- og sikkerhedschef Jacob Egede Glahn sit faste job på Christiansborg ud med en midlertidig stilling hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), der har hovedkvarter i Søborg.
Her skal han løse en konkret »særligt prioriteret opgave«.
Det er dog fortroligt, hvad Jacob Glahn helt præcist skal lave hos efterretningstjenesten, lyder meldingen fra Folketingets presseafdeling.
PET ønsker ikke at oplyse nærmere om opgavens indhold, men skriver dog i et svar til Jyllands-Posten:
»Jacob Glahn bliver hos PET tilknyttet et konkret og højt prioriteret udviklingsprojekt i vores sikkerhedsafdeling.«
Jacob Glahn har haft ansvaret for sikkerheden i det danske parlament siden 2014. Han er blandt andet chef for Folketingets interne vagter, de godt og vel 75 folketingsbetjente.
Det er PET selv, der har henvendt sig til Folketingets Administration med ønsket om at låne sikkerhedschefen til den særlige opgave. Anmodningen er blevet godkendt af administrationen, fremgår det af en nyhed på Folketingets intranet.
Udlånet til PET sker med virkning fra 15. august og seks måneder frem.
Mens Jacob Glahn er væk, overtager vicepolitiinspektør Martin Dinesen fra PET hans job og opgaver på Christiansborg.