Rambøll-direktør er ny formand for stor organisation
Pia Jakobsgaard-Iversen, der til daglig er markedsdirektør hos Rambøll, er ny formand for Dansk Industris bestyrelse i Trekantområdet.
Hun afløser Carsten Kind, som stopper efter fire år på posten.
»I bestyrelsen er vi enige om at sætte et særligt fokus på behovet for kvalificeret arbejdskraft. Det er klart vores opfattelse, at behovet for kvalificeret arbejdskraft inden for en lang række forskellige områder er den største udfordring for virksomhederne. Det gælder f.eks. indenfor den grønne omstilling og infrastruktur. Også her i Trekantområdet, siger Pia Jakobsgaard-Iversen i en pressemeddelelse.
Flere Vejle-navne
Udover Rambøll er følgende Vejle-virksomheder repræsenteret i den nye bestyrelse:
Alex P. Ludvigsen, der er administrerende direktør i Ammeraal Beltech Modular A/S, adm. direktør Frank L. Andersen fra Lh Uni Gulve A/S og Mikkel Hedegaard Kristensen, Head of Offshore Engineering i Siemens Gamesa Renewable Engineering A/S.
Pia Jakobsgaard-Iversen er også næstformand i BusinessVejle, hvor hun fortsætter.
»Jeg er utrolig glad for, at Pia har valgt at fortsætte sit arbejde som næstformand i BusinessVejle på trods af dette ekstra hverv. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil skabe synergier og gøre samarbejdet mellem vores to organisationer endnu stærkere«, siger Peter Skou, formand for BusinessVejle.
Her er der nu godt 400 medlemmer. Målet er at få 750 medlemmer i 2027.