Emilie Mengs hjemby gik lidt i stå, da politiet fremlagde teorien om hendes morder
Chok og lettelse i Korsør, hvor nyheden om Emilie Mengs mulige drabsmand er på alles læber. Et kollektivt traume er måske på vej mod en afslutning, lyder håbet i byen.
Susanne Johansen tørrer en tåre væk fra øjenkrogen og ryster på hovedet.
»Vi er i chok. Alle taler om det. Sikke en dag,« siger hun tydeligt oprevet.
Sammen med sin datter er hun rykket ud i solen foran deres arbejdsplads, smørrebrødsforretningen Hos Jomfruen midt i Korsør. Lige over for kirken, hvor Emilie Meng blev begravet fra.
De lægger ikke skjul på, at de begge er rystede.