Fortsæt til indhold
Indland

Horsens-virksomhed overtager konkursramt vejlensisk virksomhed

Opkøbet får betydning for medarbejderne.

For to uger siden måtte Jens Linde A/S smide håndklædet i ringen, men nu er den over 40 år gamle Vejle-virksomhed blevet opkøbt af af en Horsens-virksomhed.

Det er Flowconcept ApS, der har opkøbt virksomheden, skriver virksomheden på LinkedIn, og her er man glade for, at det er lykkedes at indgå en aftale med boets kurator og dermed fastholde arbejdspladserne for hovedparten af medarbejderne fra Jens Linde A/S.

»Jens Linde har igennem en lang årrække været kendt for deres produkter af den højeste kvalitet, en fantastisk kundeservice, et bredt og stabilt kundegrundlag og er en leverandør, der ikke lige lader sig erstatte,« siger Søren V. Olesen, direktør for Flowconcept ApS.

»Vi ser mange muligheder i at udnytte de synergier, vi ser indenfor vores fælles kunde- og produktområder, ved at indsluse Jens Linde i Flowconcept.«

Medarbejdere fortsætter

Lager, inventar med mere vil hurtigst muligt blive flyttet til Horsens, og der vil i forbindelse med flytningen blive afholdt auktion over et eventuelt restlager, samt overskydende anlægsaktiver, skriver Flowconcept.

»Ved at vi flytter lagrene sammen opnår vi naturligvis en synergi, men vigtigst af alt så vil vi kunne give vore kunder en væsentligt bedre service, da der er et ikke uvæsentligt kundesammenfald mellem Jens Linde og Flowconcepts kunder,« siger Søren V. Olesen.

Langt hovedparten af medarbejderne, og den tidligere indehaver af Jens Linde A/S fortsætter som medarbejdere hos Flowconcept, og det glæder den tidligere ejer af Jens Linde A/S.

»I en trist situation er jeg rigtig lykkelig over, at det er lykkedes kurator at finde en solid og stabil køber til Jens Linde, og ikke mindst at hovedparten af medarbejderne dermed kan fortsætte med at udføre det gode arbejde, som de også har gjort i tiden hos Jens Linde,« siger den tidligere ejer, Claus Andersen.

Firmaets ejerkreds er bestående af Dyøe Invest ved Søren og Lene Dyøe Madsen, Schwartz Holding ved Kent Schwartz, samt SVO Holstebro Invest ved Søren V. Olesen.