Lægger sig lige op ad ærkefjende: Her åbner McDonald's sin tredje restaurant
Gravearbejdet er allerede gået i gang til det, der bliver McDonald's tredje restaurant i Vejle.
McDonald’s er allerede kendt for sine ”Big Tasty”- og ”Double Big Tasty”-burgere.
Men hvorfor egentlig stoppe der? Når det gælder restauranter i Vejle, er den verdenskendte burgerkæde i hvert fald klar til at lægge en bøf mere på. McDonalds er således gået i gang med at opføre sin tredje restaurant på en ny lokation i Vejle-området.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Restauranten kommer til at ligge ved motorvejsfrakørsel 61b Vejle Syd, der dermed bliver lidt af et slaraffenland for burgersultne bilister. Her ligger nemlig allerede en forholdsvis nyåbnet Burger King.
Gravearbejdet gik ifølge mediet i gang i slutningen af november sidste år, og kæden håber at kunne slå dørene op allerede til sommer.
At dømme efter salgstallene på McDonald’s restauranten nord for byen ligner beslutningen om at åbne endnu en restaurant lidt af et coinoffer: For hvert år besøger op mod 1,5 mio. kunder burgerkædens restaurant ved Exxit 59, skriver Vejle Amts Folkeblad.
De seneste år har kæden dog fået kraftig konkurrence fra Burger King, der ifølge mediet har åbnet to restauranter i Vejle-området i 2021 og 2022.