Først vandt Jimmy Jensen for sin brune sovs, nu er hans bøfsandwich landets bedste
Prisen for årets bedste bøfsandwich 2022 går til Café Ella i Horsens.
Midt blandt Michael Kviums citroner og afklædte mennesker på Horsens Kunstmuseum finder man nu også en prisvindende bøfsandwich.
Café Ella, som spisestedet på museet hedder, har netop indkasseret prisen som årets bedste bøfsandwich 2022. Prisen uddeles af foreningen De Brune Riddere, der »er en flok af nøje udvalgte og erfarne bøfsandwichentusiaster fra hele Danmark, der hvert år kører landet tyndt i jagten på Danmarks Bedste Bøfsandwich.«
»Vi har nu uddelt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich i over 10 år, hvor vi udelukkende har set og smagt at niveauet er steget, år for år. Så at introducere en ny bøfsandwich på menukortet i november 2022 og så overbevise alle 15 dommere bag De Brune Riddere om, at det er Danmarks bedste, er en vildt imponerende præstation, der vidner om et uhørt højt niveau. Især for en bøfsandwich-debutant,« lyder det fra næstformand i De Brune Riddere, Frederik Lundberg, om Café Ellas bøfsandwich i en pressemeddelelse.
Café Ella havde på forhånd sikret sig førstepladser i to andre kategorier, nemlig Danmarks mest flabede hakkedreng og Danmarks mest kælne brune sovs, som tidligere var blevet uddelt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Jimmy Boye Bach Jensen, der driver Café Ella, er overrasket og utrolig stolt over prisen, fortæller han.
»Det er da for vildt. Den 4. oktober stod jeg op og sagde til min kone, at jeg ville lave Danmarks bedste bøfsandwich, og det var lidt ironisk ment, men det her er for vildt,« siger han
»Jeg tror, det kommer til at betyde rigtig meget. Jeg tænker ikke kun på forretning, men også kunstmuseet i det hele taget. Vi er en del af hinanden, og det skulle gerne give flere mennesker,« siger Jimmy Boye Bach Jensen. Han skal nu fejre det med et glas champagne.
Han har tidligere fortalt, at bookingerne er væltet ind i en hidtil uset mængde, siden hans bøfsandwich første gang blev omtalt af De Brune Riddere, og at bøfsandwichentusiaster gerne kører langt for en bøfsandwich.
JP Horsens’ madanmelder har besøgt Café Ella for at anmelde deres bøfsandwich. Anmeldelsen kan læses her.