Politiet efter 135 anholdelser i stor hvidvask-aktion: »Det er en afstumpet form for kriminalitet«
Politiet slog torsdag til mod såkaldte "muldyr", men vil nu fortsætte arbejdet for at få ram på de egentlige bagmænd bag svindlen af særligt ældre borgere.
135 personer blev torsdag anholdt, da politiet på tværs af landet slog til i en storstilet, koordineret aktion rettet mod organiseret hvidvask og svindel.
Svindlen har i flere tilfælde betydet, at særligt ældre ofre har mistet hele deres opsparing, oplyser politiet på et pressemøde om aktionen.
»Det er en afstumpet form for kriminalitet, og derfor er jeg helt på linje med, at vi i dansk politi skal angribe det her,« siger ledende politiinspektør Torben Svarrer fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Hvidvasken er sket ved, at de mistænkte har overført penge eller har stillet deres bankkonto til rådighed for kriminelle bagmænd for dermed at sløre et pengespor.
Den landsdækkende politiaktion har været undervejs siden efteråret og blev gennemført af NSK i samarbejde med samtlige politikredse. Flere end 600 politifolk på tværs af landet deltog i aktionen, hvor politiet havde mistanker mod ca. 200 forskellige personer.
Mange af de anholdt er dog blevet løsladt igen, og det er nu op til de enkelte politikredse at afgøre, hvem der skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Nu går jagten ind på bagmændene
NSK er politiets nye, slagkraftigt muskel mod organiseret kriminalitet såsom økonomisk- og it-kriminalitet. Enheden blev oprettet 1. januar sidste år, da man samlede otte af politiets tidligere specialenheder under én paraply.
Svindlen er foretaget i form af kontaktbedrageri, som er når bedragere tager personlig kontakt til deres udvalgte ofre og vinder deres tillid. Derefter lokkes ofrene til enten selv at overføre penge eller til at udlevere personlige oplysninger, der kan bruges til at svindle med.
Svindlerne går typisk målrettet efter ældre borgere, og ringer til dem med falske numre og udgiver sig for at være myndighedspersoner fra eksempelvis politiet eller skattevæsnet, oplyser politiet.
Dagens aktion var rettet mod ”muldyrene” i svindlen, som for eksempel kan være personer, der har stillet deres konto til rådighed for hvidvask af penge. De bliver sigtet for hvidvask, fortæller Torben Svarrer.
Næste skridt er at ramme de egentlige bagmænd, som kan være bander eller dygtige svindlere.
»Vi er slet ikke færdige her. Vi skal have fat i personerne, der står bag det her, og det ved jeg, at politikredsene arbejder benhårdt på«
»Jeg håber, at vi med dagens indsats har gjort noget for at få det her stoppet,« siger Torben Svarrer.