Fortsæt til indhold
Indland

Miljøstyrelsen vil finde kilden til farlige fluorstoffer i Cheminovas spildevand

FMC Cheminova, der producerer kemikalier og pesticider, har for høje PFAS-nivauer i sit spildevand. Direktøren undrer sig og afviser, at de farlige fluorstoffer indgår i virksomhedens produkter.

Badning, dykning og fiskeri ved Harboøre Tange, hvor FMC/Cheminova ligger, frarådes af sundhedsmæssige årsager, da stranden har fungeret som deponi for kemikalier. Arkivfoto: Benny Kjølhede

Vesterhavet ud for Thyborøn er en rekreativ råkraft.

Den indre fred kan imidlertid blive forstyrret, hvis man ved, at en lang rørledning en halv kilometer fra kysten pumper spildevand fra kemikaliefabrikken FMC Cheminova ud, hvori der i sommer blev målt høje værdier af PFAS-stoffer.

Her var det især forbindelsen PFPeA, der sprang i øjnene med 1,2 mikrogram pr. liter, viser en aktindsigt fra Miljøstyrelsen. Der findes tusindvis af forskellige PFAS-stoffer og der er ikke en fastsat grænse for det pågældende fluorstof i grundvand. Men grænsen for 22 bestemte PFAS-forbindelser er 0,1 mikrogram per liter og 0,002 for fire andre.

»Vi ved ikke, hvor de PFAS-stoffer kommer fra. Vi bruger ikke PFAS i vores produkter,« siger Jakob Kyllesbech, der er administrerende direktør i FMC Cheminova, da han bliver bedt om en forklaring på målingerne.