Fortsæt til indhold
Indland

Engang ledte de efter brugte dæk sammen: For nylig så Peter Vesti sin søn køre i Lewis Hamiltons Formel 1-racer

Han har skiftet mange bleer på sin søn i bunden af en lastbil - det var dengang fundamentet til en fælles interesse i motorsport blev skabt.

Scene 1: Vi skal cirka 12 år tilbage i tiden.

Vi er i Grindsted, hvor der befinder sig en container med brugte dæk.

Jævnligt kommer en far og søn fra Filskov forbi for at rode i dækcontaineren - sønnen er omkring 8 år.

De er på jagt efter dæk, som stadig har lidt kilometer i sig, for sønnens gokart-karriere er ikke pakket ind i store budgetter, som tillader løbende indkøb af nye dæk.

Far og søns roderi i containeren er dedikation i sin reneste form, for det er den måde, de er nødt til at gøre det på i jagten på en motorsports-fremtid på øverste hylde for sønnen.

På det tidspunkt fornemmer faren allerede, at sønnen vil lykkes.

Som far ved han også, at der venter en lang, sej kamp.

Scene 2: Det er den 22. november 2022.

Vi befinder os på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi.

Nærmere bestemt i Mercedes-garagen, hvor der er ved at blive gjort klar til test af Pirelli-dæk forud for 2023-sæsonen.

Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og George Russell er der sammen med resten af Mercedes-teamet, det samme er far og søn fra Filskov.

Faren står side om side med Hamilton, Formel 1-ikon og syvdobbelt verdensmester, mens sønnen sidder i Lewis Hamiltons Formel 1-racer. Klar til sine første kilometer i det vildeste, motorsport har at byde på.

Sønnen har drømt om lige præcis dette øjeblik siden, han sammen med sin far rodede i dækcontaineren i Grindsted.