Kommuner lukker små valgsteder – det kan påvirke stemmeprocenten, spår forsker
De seneste 15 år er 500 valgsteder forsvundet, og også ved dette valg har kommuner lukket små valgsteder. I Frederikshavn skyldes det et nyt problem.
Det er næsten som i juleevangeliet, når danskerne ca. hvert fjerde år, på statsministerens befaling, drager hen for at stemme netop der, hvor de bor – enhver til sit valgsted.
De seneste år har mange vælgere dog fået længere til det lokale valgsted. Siden valget i 2007 er ca. 500 valgsteder lukket – og ved dette valg vil der være 37 færre valgsteder end i 2019. Det viser tal fra Den Danske Valgdatabase.
I 2007 var der 1.850 valgsteder, denne gang er der 1.350.
I Frederikshavn Kommune er 7 af 22 valgsteder lukket, fem små valgsteder på landet og to i Frederikshavn by, hvor alle vælgere denne gang skal stemme i Arena Nord. 1. viceborgmester Peter E. Nielsen (S) forklarer, at det i høj grad skyldes en ny udfordring.