Fortsæt til indhold
Indland

Medie: Papes lejlighed i hjertet af Viborg er i strid med loven

Formanden for Det Konservative Folkeparti spillede selv en rolle i opdelingen af ejendommen, dengang han var borgmester.

Søren Pape Poulsen (K) var i sin tid som borgmester i Viborg med til at godkende etableringen af et almennyttigt bofællesskab i en ejendom med tre lejligheder midt i byen - nærmest klos op af den historiske domkirke.

Men hvad der skulle have været et bofællesskab blev i stedet til to lejligheder, hvori K-formanden Søren Pape Poulsen i dag selv bebor den ene. Og ifølge en professor, som Ekstra Bladet har talt med, er det i strid med loven.

For da lejlighederne ved kommunen er registreret som et samlet bofællesskab, skal det udlejes således. Men de er i stedet af Boligselskabet Sct. Jørgen blevet udlejet som »almene familieboliger«.

»At et bofællesskab i sin helhed er udlejet som almindelige familieboliger til enkelte personer, kan jeg ikke finde hjemmel til i loven,« siger Hans Henrik Edlund, professor i bl.a. almenboligloven ved juridisk institut på Aarhus Business School, til Ekstra Bladet.

Søren Pape Poulsen fortæller Ekstra Bladet, at han ikke vidste, han ville komme til at bo i lejligheden, dengang han godkendte sagen i byrådet. Han henviser desuden til boligselskabet, som erkender over for mediet, at det har begået fejl.