Klassekammeratens død vendte op og ned på Jesper Milos arbejdsliv: »Jeg kører altid med Michael A. Mortensen på sædet ved siden af mig«
Den 49-årige direktør nåede end ikke at starte i sit nye job, før alt blev kastet op i luften.
Efter en hektisk hverdag i Falcks vagtcentral havde Jesper Milo i starten af året søgt nye muligheder.
Han havde fået et roligere job som chauffør i Michael Antitsch Mortensens nye virksomhed Business Drive, hvor han skulle starte den 1. februar.
Men den 31. januar, hvor Jesper Milo havde sidste vagt hos Falck, afgik Michael Antitsch Mortensen ved døden.
»Det var kaotisk. Michael og jeg er gamle skolekammerater fra Bankagerskolen, hvor vi sad sammen på bageste række i 10 år. Så samtidig med sorgen over at have mistet en kammerat var min jobsituation også pludselig usikker,« forklarer Jesper Milo.
Heldigvis trådte byens anden Michael Mortensen - med mellemnavnet Thorup - til og overtog virksomheden, som han også fra starten havde investeret i.