Fortsæt til indhold
Indland

Kalkgruber blandt de 10 procent bedste

Har ambition om 100.000 gæster årligt.

Mønsted Kalkgruber er endnu en gang er kåret til Best Travelers Award. Det oplyser Mønsted Kalkgruber i en pressemeddelelse.

Prisen er baseret på gæsternes anmeldelser på rejseportalen Tripadvisor. Mønsted Kalkgruber tager dermed plads blandt de 10 procent bedste attraktioner i verden.

»Vi er ikke en af verdens største attraktioner, men vi har et helt unikt sted, hvor området og verdens største kalkgruber giver kæmpe oplevelser for store og små. Det har naturen og de mennesker, som skabte gruberne, sørget for. Hver eneste dag gør vi os umage med at passe på stedet, naturen og flagermusene - og vi forsøger hele tiden at udvikle fortællingen, oplevelsen og vores gæsteservice,« fortæller direktør Tina de Linde.

Mønsted Kalkgruber har en ambition om at få op mod 100.000 gæster i åbningsperioden fra april til oktober indenfor de kommende år. Man vil dog ikke jage vækst for enhver pris, lover direktør Tina de Linde.

Højsæsonen er i fuld gang i Mønsted Kalkgruber, og igen i år sker der nye ting.

Et nyt tiltag er det nye dilemmaspil ”Kampen om dynamitten”. Alle gæster kan frit downloade app’en og være med i det historiske online-spil, der handler om at hjælpe pigen Maria med at løse en konflikt mellem medarbejdere og bestyreren i Mønsted Kalkgruber, der vil sprænge dynamit nede i minerne. En ægte hændelse, der er hentet fra virkeligheden tilbage 1934.