- Opdateret 03/07/2022 kl. 18:23
- Artiklen opdateres
Politiet: Der er blevet skudt i Field's
En person er anholdt efter skyderi i Field's på Amager i København.
Politiet er søndag eftermiddag talstærkt til stede ved storcenteret Field’s på Amager.
»Vi kan bekræfte, at der har været et skyderi i Field’s. Vi er ved at danne os et overblik derude, men jeg kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt,« siger vagthavende hos Københavns Politi til Jyllands-Posten.
»Vi er fortsat tilstede, der er afgivet skud og flere personer er ramt. Vi arbejder på stedet. Personer i Fields skal blive og afvente politiet,« skriver Københavns Politi på Twitter.
Jyllands-Posten er på stedet.
Pladsen foran Field’s er dækket i blå blink. Utallige ambulancer, politibiler og biler fra beredskabet. Mandskab i gule veste manøvrerer sig mellem de mange biler, kun i roligt tempo. Mange står stille og taler sammen.
Politiet har afspærret helt ud til hjørnet af Ørestads Boulevard og Vejlands Allé (ca 1 km) Gentagne udrykningskøretøjer, ambulancer og brandvæsen og politibiler kører igennem. Alle andre nægtes adgang - også pressen.
Sirener høres konstant nærme sig, inden de kører igennem afspærringen.
Enkelte græder, men bliver hurtigt taget om af de nærmeste.
Vores reporter på stedet har talt med to vidner.
Emilie Jeppesen og Astrid Kofoed Jørgensen, der begge er 20 år gamle, var i centret, da de hørte skud.
»Man vidste ikke, hvad der skete. Pludseligt var der bare kaos overalt. Vi sad og skulle til at spise, og pludseligt kunne vi se folk løbe. Så tænkte vi først »hvorfor løber folk?« men så kunne vi høre skud,« siger Emilie Jeppesen.
»Alle i restauranten blev vist ud i køkkenet, og så da vi sad derude kunne vi høre tre eller fire skud,« tilføjer Astrid Kofoed Jørgensen.
»En person er anholdt i forbindelse med skyderiet i Field’s. Vi har for nuværende ikke mulighed for at fortælle mere om vedkommendes identitet. Vi er massivt tilstede i Field’s og arbejder på at danne os et overblik,« skriver politiet på Twitter.
En anden, der oplevede skudepisoden på nært hold, var 27-årige Jacob Sahin Ekman. Han havde sin første vagt på spisestedet Dalle Valle i Field’s.
»Jeg tog imod en gæst, der skulle spise. Han gik ud for at tale i telefon, og pludseligt spurtede han ind på Dalle Valle og sagde »læg jer ned, læg jer ned. Der er nogen, som skyder.« Så gik jeg under baren og lagde mig ned,« fortæller han.
Jacob Sahin Ekman lå under baren, indtil politiet kom, fortæller han.
»Jeg tror, jeg så ham, der skød. Han var høj,« siger Jacob Sahin Ekman.
Han fortæller, at han tror, at han hørte »omkring 15 skud.«
»Det hele var meget uvirkeligt ligesom en film,« siger han.