Fortsæt til indhold
Indland

Forsvundet på anden måned: Politiet leder fortsat efter 16-årige Farhad

16-årige Farhad fra Vejle er fortsat savnet.

Sydøstjyllands Politi har i over to måneder ledt efter 16-årige Farhad fra Vejle.

Farhad blev sidst set to dage, før han blev efterlyst, på Hummelkærsvej/Baunevej i Vejle natten til lørdag den 9. april. Her havde han en sort jakke på samt sorte bukser og sorte sko.

Efterforskningsleder Jens Lyng Michelsen, Sydøstjyllands Politi, fortæller til JP Vejle, at man stadig leder efter 16-årige Farhad.

»Der er ikke de store ændringer rent efterforskningsmæssigt. Vi har efterlyst ham nationalt og internationalt, og vi prøver så vidt muligt at holde familien ude af det,« siger han til JP Vejle.

Vil ikke ud med mere

Jens Lyng Michelsen vil ikke fortælle, om man har indikationer af, om der er sket en forbrydelse, og han ønsker ikke at berøre andre omstændigheder vedrørende Farhads forsvinden.

»Det er utrolig sjældent, at sådan noget her sker. Og af hensyn til familien giver vi ikke op, før vi har en afklaring,« siger han.

Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde ham, så kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 114.