Fortsæt til indhold
Indland

Kommunaldirektør overrasket over omfanget af problemer: »Jeg vidste jo godt, at der har været nogle udfordringer«

Kommunaldirektøren hørte om problemer i børn- og skoleforvaltningen for to år siden, hvor han gav de første fem påbud til forvaltningens direktør. Nu er direktøren fyret.

For to år siden fik kommunaldirektøren i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt, et opråb fra fire ledende medarbejdere, der fortalte om flere kritisable forhold i børn- og skoleforvaltningen.

Lederne fortalte om det, de oplevede som en helt uacceptabel ledelsesstil fra forvaltningens direktør, Michael Maaløe.

Opråbet fik kommunaldirektøren til at holde fortrolige samtaler med de fire ledere, som berettede om et »menneskeligt grænseoverskridende« samarbejde med direktøren og »ledelse gennem kontrol og frygt.«

Samtalerne resulterede i fem påbud til Michael Maaløe. Men i juni sidste år var den gal igen, og han fik fem nye påbud om bl.a. at give »retvisende« og rettidige oplysninger til politikerne.

To år senere er Michael Maaløe nu blevet fyret af Randers Kommune.

Baggrunden er en undersøgelse af arbejdsmiljøet i forvaltningen, hvor Michael Maaløe bliver beskyldt for netop at have tilbageholdt og fordrejet oplysninger til politikere.

Den nu fyrede direktør bliver også beskrevet som en direktør, der fremstår »arrogant« og nedgør idéer, »så man føler sig dum.«

Selvom flere dele af den nye undersøgelse dermed tidligere har været kendt af kommunaldirektøren i et mindre omfang, er Jesper Kaas Schmidt overrasket over de samlede konklusioner, fortæller han til JP Randers.

»Der er nogle, der har udtalt, at de har fået det dårligt ved at kommunikere med direktøren. Det er jeg selvfølgelig også overrasket over, og sådan skal det selvfølgelig overhovedet ikke være,« siger kommunaldirektøren, der tilføjer:

»Den ledelsesstil, som der fremgår her, er ikke en ledelsesstil, som vi er kendt for i Randers Kommune, og det skal vi heller ikke være.«

JP Randers har stillet Jesper Kaas Schmidt en række spørgsmål, efter at kommunen onsdag offentliggjorde resultaterne af undersøgelsen. Du kan læse hans svar herunder.

Hvad tænker du om de udsagn, der fremgår af rapporten?

»De udsagn, der er kommet i rapporten, overrasker mig selvfølgelig. Det er ikke en ledelsesstil, som vi skal være kendetegnet for i Randers Kommune,« siger han.

I undersøgelsen er der medarbejdere, der har fortalt, at de har oplevet, at Michael Maaløe har tilbageholdt oplysninger, og at han »kan skjule eller filtrere oplysninger« til politikere, alt efter, hvad han har vurderet er gavnligt. Hvor alvorligt er det?

»Det tager jeg selvfølgelig afstand fra. Det skal man ikke. Der står også, at der også er medarbejdere, der er bange for at sige, hvad de mener, fordi hvis de nu siger, at vi har begået en fejl, så er de bange for, at direktøren kommer i fedtefadet. Det er jo hele sammenspillet. Det er ikke godt.«

»Vi har brug for en kultur, hvor medarbejdere skal kunne sige, hvis de har begået en fejl. Der er ingen, der ønsker at arbejde i en kultur, hvor man ikke tør sige det. Så det er et udtryk for det,« siger kommunaldirektøren.

»Men jeg tager selvfølgelig afstand fra, at man ikke giver et retvisende billede for vores politikere. Jeg står altid for en maksimal åbenhed over for vores politikere, og vi skal fortælle dem det, vi ved om de udfordringer, der er. Vi skal give dem, ikke nødvendigvis alle detaljer altid, men et korrekt billede af, hvordan virkeligheden ser ud.«

Har du på noget tidspunkt fået konkrete henvendelser eller oplysninger om, at der skulle være beslutninger, rapporter eller andet med forkerte oplysninger?

»Nej, ikke af hvad jeg erindrer. Ikke andet end det, som I har afdækket, og som andre har afdækket,« siger han og uddyber, at den eneste rapport, som han ved, der har været talt om kan indeholde forkerte oplysninger, er en rapport fra et revisionsfirma, som bl.a. BUPL og Randers Lærerforening tidligere har kaldt misvisende.

Rapporten blev udarbejdet i forbindelse med en sparerunde på specialskoleområdet i 2019.

Kommunaldirektøren har to gange siden 2020 givet i alt 10 påtaler til Michael Maaløe. Men selvom, at Jesper Kaas Schmidt dermed har været bekendt med en række forhold, som medarbejdere ligeledes har beskrevet i den nye undersøgelse, har han svært ved at se, at kommunen burde have undersøgt forvaltningen tidligere.

»Jeg har haft en samtale med ham, det er korrekt, og vi har haft et forløb om det. Jeg har selvfølgelig haft en forventning om, at han arbejdede i den retning, og det fremgår også af rapporten, at der har været nogle forbedringer. Det er ikke mig ubekendt, at der har været nogle udfordringer, og derfor havde vi også de samtaler,« siger Jesper Kaas Schmidt, som dermed for første gang offentligt bekræfter de samtaler, som JP Randers i december kunne berette om på baggrund af interne og fortrolige dokumenter.

»Men jeg har selvfølgelig ikke været klar over, at det har været på den måde, som der står i rapporten. Det er derfor man lavede undersøgelsen. Der har været mange forskellige holdninger, det har I jo selv været med til at afdække, og derfor mente jeg det mest rigtige var at få lavet en undersøgelse,« siger han.

»Hvis vi skulle have et ordentligt grundlag at arbejde ud fra, tænker jeg, at en undersøgelse var det rigtige. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været forskellige synspunkter. Jeg vidste jo godt, at der har været nogle udfordringer, og dem har jeg også forsøgt at arbejde med.«

Men burde undersøgelsen være blevet lavet tidligere?

»Det kan man selvfølgelig altid sige, om den skulle. Det mener jeg ikke nødvendigvis. Vi har forsøgt at arbejde på en anden måde, og jeg er hele tiden i dialog med politikerne om det, og nu kom det rigtige tidspunkt. Man kan altid diskutere, om det skulle have været tidligere. Jeg synes, det blev det rigtige tidspunkt.«

»Hvis jeg synes, det skulle have været tidligere, havde jeg fået lavet det tidligere. På et tidligere tidspunkt var der en dialog om det, og der skal også være en politisk opbakning til det. Det er jo ikke nok, at der er to, der siger det. Det er byrådet, der beslutter, og jeg agerer efter, hvad byrådet vil. Nu var der en opfattelse i byrådet om, at nu skulle vi have skabt et grundlag.«

Michael Maaløe har ikke ønsket at kommentere konklusionerne i undersøgelsen.