Fortsæt til indhold
Indland

Skoledernes formand: Opgiv princip om at undervise ukrainske flygtningebørn på dansk i dette skoleår

En række partier er klar til at ændre folkeskoleloven, så det kan lade sig gøre at undervise de ukrainske skoleelever i folkeskolen, selv om der ikke er nok danske lærere.

Mange tusinde ukrainske børn er i disse dage og uger på vej ind i den danske folkeskole, og regeringen har opfordret pensionerede lærere og studerende til at melde sig til at hjælpe med at løfte opgaven med at undervise de mange nye elever.

Men Claus Hjortdal, formand for landets skoleledere, mener, at man må erkende, at der ganske enkelt ikke er uddannet dansksproget arbejdskraft nok til at løse opgaven. Han har et andet forslag, som kan løse udfordringen frem til sommerferien, og både SF, De Radikale, Enhedslisten, Venstre og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil støtter idéen.