Fortsæt til indhold
Indland

Danmark donerer vacciner til ukrainske flygtninge

Danmark vil donere en række vacciner til ukrainske flygtninge, som befinder sig i Polen.

/ritzau/

Danmark vil donere MFR- og DiTE-vacciner til ukrainske flygtninge i Polen.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften.

Der er tale om 40.000 MFR-vacciner og 93.000 DiTE-vacciner.

Polen har anmodet EU’s civilbeskyttelsesmekanisme om en række vacciner til ukrainske flygtninge. De er ankommet til landet, efter at Rusland invaderede Ukraine.

De polske myndigheder har bekræftet, at de gerne vil modtage vaccinerne. Derfor sender Statens Serum Institut dem som hurtigt som muligt, står der i pressemeddelelsen.

En MFR-vaccine beskytter imod mæslinger, fåresyge og røde hunde. En DiTE-vaccine beskytter imod difteri og stivkrampe.