Trods kæmpe personalemangel: Flere afviste end optagede på pædagogisk uddannelse
I fremtiden kommer der til at mangle 40.000 dagtilbudspladser mere, end der er i dag.
Selvom dagtilbud landet over råber om mangel på uddannede voksne, får hundredvis af ansøgere stadig afslag, når de søger pædagogikkens vej.
Det viser nye tal fra Danske SOSU-skoler, foreningen bag uddannelsesstederne.
På Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg optog man sidste år 85 elever. Men hele 95 fik afslag.
Og i det øvrige Danmark tegner sig den samme tendens. I alt blev der i 2021 optaget 1.116 på uddannelsen til pædagogisk assistent, mens 1.231 fik afslag.
»Det er helt absurd. Kommunerne hungrer efter kvalificeret arbejdskraft til dagtilbudsområdet. Behovet vokser på grund af et stigende børnetal og minimumsnormeringer,« siger formand for Pædagogisk Sektor i fagforeningen FOA Kim Henriksen.
Han fortsætter:
»Imens står vi med hundredvis af unge mennesker, som brænder for at tage den pædagogiske assistent-uddannelse. Og så bliver de afvist. Det er simpelthen et luksusproblem, vi ikke har råd til at have.«
I fremtiden kommer der til at mangle 40.000 dagtilbudspladser mere, end der er i dag.
Derudover står man over for at skulle indføre minimumsnormeringer med mindst en voksen til tre vuggestue- eller seks børnehavebørn i 2024.
»Der må ikke komme længere mellem ansatte med en pædagogisk uddannelse. Derfor kan den enkelte kommune ikke løse personalemanglen ved at ansætte en masse ikke-uddannede,« siger Kim Henriksen.