- Opdateret 14/02/2022 kl. 18:40
Britta Nielsens børn får nej til at få sag for Højesteret
Østre Landsret skærpede straffen til svindeldømte Britta Nielsens tre børn. Sagen kommer ikke for Højesteret.
Svindeldømte Britta Nielsens tre voksne børn får ikke lov at få prøvet deres sag om groft hæleri ved Højesteret.
Kort før jul gav Procesbevillingsnævnet afslag på en anmodning. Det oplyser nævnet til TV 2.
I oktober sidste år lagde Østre Landsret et halvt års fængsel oven i straffen til hver af de tre voksne børn sammenlignet med byretten.
Det betyder, at dommen til den yngste datter, Samina Hayat, er fire års fængsel. Sønnen, Jimmy Hayat, er idømt tre års fængsel, mens den ældste datter, Jamilla Hayat, slap mildest af de tre med to års fængsel.
Man har ret til at få prøvet sin sag ved to instanser, og da sagen allerede har været for by- og landsret, skal man søge om tilladelse om at få sin sag prøvet ved Højesteret.
Højesteret ser på sager af mere principiel karakter. Men det vurderer Procesbevillingsnævnet altså ikke, at der er tale om i denne sag.
Samina Hayats forsvarsadvokat, Christian Bjerrehuus, siger til TV 2, at ”vi ikke er enige i afgørelsen” fra nævnet.
Han oplyser, at forsvarsadvokaterne kun har modtaget et meget kort afslag fra Procesbevillingsnævnet. Han kender derfor ikke begrundelse for afslaget.
- Men sådan er systemet nu engang bygget op, og det må man jo respektere, siger han til TV 2.
Britta Nielsen svindlede sig igennem en årrække til 117 millioner kroner i Socialstyrelsen. Cirka 51 millioner kroner gik til hendes børn.
Retten i Glostrup idømte i juli 2020 de tre børn fængselsstraffe for groft hæleri.
Den fandt det bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret det.
Børnene har forklaret, at de troede, pengene blandt andet kom fra den arv, som faren efterlod ved sin død i 2005. Den arv var dog kun på 290.000 kroner.
Den forklaring godtog byretten ikke, og det gjorde landsretten heller ikke.
Millionerne, der blev overført fra Britta Nielsen til de tre børn, gik til alt fra værdifulde heste og dyre biler til grunde i Sydafrika.
/ritzau/