Vaccineskeptisk sognepræst vil tale foran kirke til corona-demonstration

Juraprofessor kalder en sognepræsts planer om at tale foran en kirke i forbindelse med en demonstration med vaccineskeptikere for »et skråplan«.

Artiklens øverste billede
Gennem epidemien har der flere steder i landet været demonstrationer mod håndteringen. Til en demonstration fredag eftermiddag skal en fynsk sognepræst tale foran Vor Frue Kirke i Odense. Arkivfoto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Når gruppen ”Odense siger stop” fredag holder dens ugentlige demonstration mod regeringens coronahåndtering, vil gruppen gå en lidt anden rute, end de plejer. De mødes som vanligt ved ved Flakhaven i centrum af Odense, men denne fredag vil de lægge vejen forbi Vor Frue Kirke.

Foran kirken vil den vaccine-skeptiske sognepræst i Svanninge Sogn Therese Strand Kudajewski nemlig efter planen tage ordet og tale til de fremmødte.

Sognepræsten har fået en tur gennem mediemøllen, efter hun på Facebook skrev nogle kontroversielle udtalelser om coronavacciner. De opslag er siden gjort private, men flere medier har forinden refereret hendes udtalelser, hvor hun bl.a. sammenligner vaccinationsprogrammet med de medicinske eksperimenter, som Nazi-Tyskland udførte.

»Det er en skændsel for lægestanden, det som udspiller sig i tiden, og jeg håber, at der vil være flere og flere læger, der siger fra, så læge og morder ikke atter bliver to sider af samme sag,« skrev hun blandt andet ifølge Avisen Danmark.

Præster har ligesom alle andre ytringsfrihed til at udtale sig som privatpersoner, og benytter man sin profil på sociale medier, vil udgangspunktet være, at der er tale om private ytringer. Det forklarer Lisbet Christoffersen, der er professor i religionsret ved Roskilde Universitet, med henvisning til praksis fra ombudsmanden.

»Et skråplan«

»Men det er netop som privatpersoner, at de har ytringsfrihed. De skal sikre sig, at deres personlige holdninger og ytringer ikke kommer til at fremstå, som om det var Folkekirkens ytringer eller holdninger, eller som om, at det var som præster, de ytrer sig,« siger professoren og tilføjer:

»Det vil sige, at hvis man som præst gerne vil deltage i en demonstration, så synes jeg, man er ude på et skråplan, hvis man gør det foran en kirke med overskriften ”prædiken”, men hvorvidt det er et skråplan, der skal handles på, må biskoppen ved Fyns Stift tage stilling til.«

Til flere medier har demonstrationsleder Isla Tusindstråle sagt, at Therese Strand Kudajewski vil holde »en prædiken« ved demonstrationen fredag eftermiddag. Det siger hun også først til Jyllands-Posten, men kort tid senere ringer hun og præciserer, at de har fået besked på ikke at kalde det en prædiken. I stedet er det en tale, som Therese Strand Kudajewski vil holde som privatperson.

»Vi skal kalde det en tale, så det er en tale. Jeg planlægger endda at lave et skilt, hvor der står ”dette er ikke en prædiken”,« siger Isla Tusindstråle.

Idéen til skiltet har hun fået fra et debatindlæg på mediet kirke.dk af netop Lisbet Christoffersen. Her opfordrer professoren Therese Strand Kudajewski til at »genoverveje, om det er en god idé som præst at stille sig foran kirken ved en antivaccinations-demonstration og holde noget, der kaldes “en prædiken”«.

»I hvert fald bør hun stille en mandshøj plakat op, der gør det helt klart, at hun ikke repræsenterer folkekirken,« skriver hun.

Adspurgt, hvorvidt det er indenfor skiven, hvis demonstranterne tager hende på ordet og laver et sådant skilt, henviser juraprofessoren dog endnu engang til biskoppen i Fyns Stift, Tine Lindhardt. Det er nemlig i sidste ende biskoppen, der »har tilsyn med præsten«.

Tine Lindhardt skriver i en mail til Jyllands-Posten, at hun ikke kan drøfte konkrete præsters »ytringer og embedsforvaltning« offentligt.

»Det gør jeg i givet fald med den enkelte. Sagt helt generelt har præster ytringsfrihed som alle andre, og jeg har en helt selvfølgelig forventning om og tillid til, dels at præster kan finde ud af at forvalte denne frihed, så det ikke kommer til at stå i vejen for deres embede, dels at præster som alle andre ved, at det er frihed under ansvar,« skriver hun.

Skaber splittelse

Therese Strand Kudajewskis udtalelser på Facebook er dog ikke faldet i god jord hos menighedsrådet i Svanninge Sogn.

»Opslagene kan være med til at skille vandene og til at skabe splittelse, fordi holdningerne er så markante. Vi har ytringsfrihed, hvilket betyder, at også præster må sige og mene, hvad de vil. Men man har ikke ytringspligt, hvis man vurderer, at de markante holdninger, som man som præst eller offentligt ansat i øvrigt har, kan være med til at forhindre det gode samarbejde og skabe splittelse i lokalsamfundet eller på anden måde kan så tvivl om ens autoritet,« har menighedsrådsformand Benthe Irene Rasmussen sagt til Kristeligt Dagblad.

Isla Tusindstråle mener dog, at præsten »er kommet i en shitstorm, fordi medierne har blæst op, hvad hun har sagt« og taget det ude af kontekst. Hun kalder Therese Strand Kudajewski »en utrolig modig kvinde«, fordi hun trods kritikken fortsætter med at sige, hvad hun mener.

»Vi er jo bange for konsekvenserne, fordi vi bliver udskammet, vi får dødstrusler, vi bliver frosset ude af samfundet, fordi vi ikke må få adgang til ting,« siger hun med henvisning til, at coronapasset er adgangsbillet til en del samfundsaktiviteter.

»Vi er selvfølgelig bange for vores fremtid og for konsekvenserne, men på trods af, at vi er bange, gør vi det alligevel. Vi lytter til vores samvittighed og siger den sandhed, vi kan se, og vi står op for det, der er rigtigt. Det er det, jeg kalder at være modig,« siger hun.

Jyllands-Posten har uden held forsøgt at få en kommentar fra Therese Strand Kudajewski.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.