Overlæge: Nyt coronatal vigtigt for at vurdere coronas alvor
Det er vigtigt at skelne mellem patienter, som er indlagt på grund af eller med coronavirus, mener overlæge.
Knap hver fjerde coronapatient på de danske sygehuse var i december indlagt på grund af en anden diagnose. Det viser en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er første gang, at der sættes tal på, hvor mange patienter der er indlagt på grund af eller med coronavirus. Og det tal er vigtigt for at vurdere, hvor mange borgere der bliver alvorligt syge af virussen.
Det mener Thea Kølsen Fischer. Hun er professor i folkesundhed, virusinfektioner og virusepidemier på Københavns Universitet og overlæge og forskningschef på Nordsjællands Hospital.
Det nye tal er vigtigt, fordi myndighederne særligt har brugt antallet af indlagte til at vurdere om, der skulle indføres eller ophæves restriktioner, forklarer overlægen.
- Derfor er det vigtigt med den nye rapport, da vi får et renere tal, når vi ser på, hvor mange der er hårdt ramt af coronavirus, siger hun.
Selv om det er en fordel at skille tallene ad for at se på, hvor mange der bliver alvorligt syge af corona, pointerer Thea Kølsen Fischer, at alle patienter der er indlagt med coronavirus skaber et øget pres på sundhedsvæsnet.
- Virussen er bare så pokkers smitsom. Og på et hospital er der så mange patienter, som virkelig ikke kan tåle at blive smittet med corona. Derfor kræver det en ekstra indsats fra sundhedsvæsnet, siger hun.
Det er Kasper Karmark Iversen enig i. Han er professor på Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital.
Han er bekymret for det pres, som der er på sundhedspersonalet, da alle coronapatienter kræver en større plejebyrde.
- Sygeplejerskerne løber jo rigtig meget ind og ud af stuerne for blandt andet at hente vand, aflevere mad eller tage blodprøver på patienterne.
- Men hvis patienten er smittet med corona, skal sygeplejersken iføre sig værnemidler hver gang, vedkommende skal ind til en patient, og det kræver meget af hver sygeplejerske, siger han.
Derfor bekymrer de seneste ugers høje smittetal Kasper Karmark Iversen. Han vurderer nemlig, at den høje smitte vil betyde, at antallet af coronapatienter som indlægges med andre diagnoser vil stige.
- Der er i forvejen få hænder på afdelingerne og coronapatienterne kræver mere af sundhedspersonalet.
- Derfor vil det være en udfordring, hvis der kommer mange flere patienter med corona, også selv om det er personer, der har brækket et ben, siger han.