Fortsæt til indhold
Indland

Læser spørger: Hvad sker der med smags- og lugtesansen efter corona?

En læser vil gerne vide, hvordan smags- og lugtesansen kan påvirkes efter coronasygdom.

Duften af roser og smagen af en saftig bøf kan pludselig ikke være så tillokkende, hvis man har haft coronavirus. Nogle af de smittede oplever nemlig, at de undervejs i sygdomsforløbet mister både smags- og lugtesansen.

En af Jyllands-Postens læsere, Thomas M. Nielsen, har derfor spurgt, hvad man ved om varigheden af tabt smags- og/eller lugtesans efter covid-19, og hvornår man kan håbe på forbedringer?

Ifølge Sundshedsstyrelsen kan sanserne være påvirkede »i flere uger til måneder efter overstået infektion«, fremgår det i dens anbefalinger til organisering af indsatsen for patienter med senfølger efter covid-19. Hospitalsenheden Vest, der hører under Regions Midtjylland, forklarer dog på dens hjemmeside, at en genoptræning kan være op med et år.

Hvis man bliver undersøgt for lugtesansen, skal man igennem en tærskeltest, som med nogle tusser skal afdække, hvor kraftig en duft skal være, før personen kan registrere den. Man skal også igennem en diskriminationstest - altså om man kan skelne duftene fra hinanden - og en identifikationstest, som går ud på at vælge den rigtige duft ud af forskellige muligheder.

Hospitalsenheden Vest anbefaler, at man ved genoptræning af lugtesansen starter med få dufte, som man kender, f.eks. citrus, rose, lavendel, kaffe eller eukalyptus. Man skal træne 10 minutter to gange dagligt og lugte til hver duft i 10-20 sekunder. Når man kan genkende duftene, skal man udskifte dem.

Ifølge Carl Philpott, professor på University of East Anglia, bør man udskifte træningsduftene hver 12. uge, skriver han på Videnskab.dk.

Artiklens emner