Fortsæt til indhold
Indland

Patientrettigheder aflyses, og ældre må forvente mindre hjælp

Nødbekendtgørelse, som kan reducere den praktiske hjælp til ældre, er på vej.

Når Folketingets Epidemiudvalg i eftermiddag mødes er der to store beslutninger på bordet.

Dels er indstillingen fra Epidemikommisionen til udvalget, at behandlingsgarantien, som sikrer ret til privat behandling efter 30 dages ventetid i det offentlige, suspenderes, dels skal udvalgsmedlemmerne sikre muligheden for, at især den praktiske hjælp i ældreplejen i en periode kan reduceres med afsæt i en såkaldt nødbekendtgørelse.

Baggrunden er selvsagt de høje coronasmittetal og den konsekvens, det har i forhold til bemandingen både på sygehuse og i ældreplejen.

Fungerende formand for epidemiudvalget Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF, er ikke glad for situationen eller de to beslutninger:

»Jeg er ked af begge dele, men det er desværre nødvendigt i den nuværende situation. Men sygehusene er voldsomt pressede, så vi er nødt til at suspendere patientrettighederne i en periode, så vi kan trække på personalet på privathospitalerne - f.eks. narkosesygeplejersker,« siger hun.

Nødbekendtgørelsen, som i følge kommuneforeningen KL er nødvendig for, at kommunerne kan hjælpe sygehusene ved at tage imod flere udskrevne patienter, skal sikre regelgrundlaget for, at kommunerne kan aflyse en del af hjælpen til ældre. Det kan f.eks. være praktisk hjælp i form af rengøring, men kan også handle om, at de ældre ikke kommer i bad så tit, som de egentlig er visiteret til.

Nødbekendtgørelsen udstedes af Social- og Ældreministeriet, men Kirsten Normann Andersen ser gerne, at der kommer en form for demokratisk kontrol ind over.

»Jeg synes, det er rimeligt, at enten kommunalbestyrelsen lokalt eller epidemiudvalget nationalt skal godkende, når en kommune bliver nødt til at gå over til nødbemanding,« siger hun, der vil rejse dette tema på epidemiudvalget mandag eftermiddag.

For voldsomt

Planerne om at kvitte behandlingsgarantien og indføre nødbekendtgørelsen falder ikke i god jord hos De Konservative, som mener, at det er at give op på forhånd.

»Det er et alt for voldsomt skridt, hvis de ældre, der har været på hospitalet, f.eks. nu ikke skal tilbydes genoptræning i kommunerne – vi ved, hvor vigtigt det er for at kunne komme til at fungere igen. Og det er voldsomt for de patienter, der f.eks. har en tid i januar måned til en operation på et privathospital og nu får tiden aflyst,« siger Per Larsen.

Han henviser til meldinger om, at mange deltidsansatte social- og sundhedsassistenter står på spring til at gå på fuld tid, men ikke kan få lov.

»Før man går ud og aflyser de ældres genoptræning og patienternes rettigheder, skal man da først mobilisere alt det personale, man kan. Desuden er der jo sat 1 mia. kr. af i vinterpakke til regionerne til fastholdelse og ekstraarbejde, og nu giver man nærmest op på forhånd og siger, at den mia. kr. ingen effekt har. Det hænger ikke sammen,« siger Per Larsen.

Hos Lægeforeningen er formand, Camilla Noelle Rathcke, derimod tilfreds med, at behandlingsgarantien sløjfes - set i lyset af den meget pressede situation, som sundhedsvæsenet er i.

»Der er tale om skridt, som er nødvendige for at sikre kapacitet på tværs i sundhedsvæsenet til patienter med akut behov for indlæggelse. Også selvom det en overgang udfordrer andre områder. Vi har længe presset på for at få Folketinget til at suspendere garantien og dermed give læger mulighed for at sætte de mest syge patienter først. Det er godt, at nødvendigheden af det nu også erkendes hos politikerne,« siger Lægeforeningens formand.

Garantien indebærer, at det ikke er sygdommens alvor, der styrer, hvornår sundhedsvæsenet skal tilbydes behandling, men derimod kalenderen i forbindelse med ikke-akutte sygdomme, påpeger hun.

»Den aktuelle suspension af behandlingsgarantien, skal sammen med vinterpakken og aftalen om bufferkapacitet i kommunalt regi hjælpe os igennem vinteren, men på den lange bane skal der reformer til, så vi sikrer, at vi kan imødekomme fremtidens behov for både behandling og pleje til en tiltagende aldrende befolkning,« siger Camilla Noelle Rathcke.