Fortsæt til indhold
Indland

Borgmester nægter at kommentere kritik af forvaltningsdirektør: »Jeg har tillid til Michael Maaløe«

Mens kritikken vælter ned over børn- og skoleforvaltningen, er der radiotavshed fra byens borgmester.

Som JP Randers i denne uge har afsløret, er der i børn- og skoleforvaltningen massive problemer, som peger på toppen af hierarkiet i Randers Kommune.

Kritikken er kort fortalt haglet ned over en af kommunens højest placerede embedsmænd, børn- og skoledirektør Michael Maaløe, som har fået 10 påbud om forbedring og klager fra samtlige dagtilbudsledere, mens hans ledelsesstil to gange er blevet underlagt observation fra kommunaldirektøren, og en gruppe politikere ligeledes to gange har udtalt mistillid til ham.

JP Randers har spurgt borgmester Torben Hansen (S), hvordan han forholder sig til de oplysninger om direktøren samt børn- og skoleforvaltningen, som de seneste dage er kommet frem. Det har han dog nægtet at svare på.

»Jeg har tillid til Michael Maaløe og hans opgaveløsning for forvaltningen,« skriver borgmesteren i en sms til JP Randers og tilføjer:

»Og jeg har ikke yderligere kommentarer.«

Heller ikke kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har ønsket at kommentere kritikken. I et skriftligt svar til JP Randers har han tidligere på ugen skrevet:

»Jeg har ikke nogen kommentarer til de fremsendte spørgsmål, da der er tale om tavshedsbelagte oplysninger, som ikke er omfattet af aktindsigtsreglerne. Jeg kommenterer ikke interne personalespørgsmål. Jeg har tillid til Michael Maaløe og den opgave, han løser som direktør for børn og skole.«