K-borgmester spillede penge på valget: »Det var ikke meningen, at det skulle have været ud«

Den nye borgmester i Kolding Kommune havde spillet penge på valgets udfald. Så da han ud på valgnatten til manges overraskelse selv fik borgmesterposten, vandt han også et kontant beløb. Det var muligvis på kanten, erkender han nu.

Artiklens øverste billede
Knud Erik Langhoff (K) sad i byrådet i Kolding Kommune fra 2010 til 2017, men ved valget i 2017 opnåede han ikke genvalg. Til gengæld gjorde han comeback i tirsdags, hvor han gik hele vejen og til manges overraskelse sikrede sig borgmesterkæden. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det kom som en overraskelse for mange, at Knud Erik Langhoff fra De Konservative løb med borgmesterkæden i Kolding på valgnatten.

Valget var flere steder blevet udlagt som et præsidentvalg mellem Venstres Eva Kjer Hansen og SF’s Villy Søvndal, og da stemmerne var talt op, tegnede der sig et blåt flertal - med Eva Kjer Hansen som den absolut største stemmesluger blandt de blå partier.

Venstre-kvinden virkede da også både glad og sejrssikker, da hun mødte pressen ved rådhuset.

»Jeg er fortrøstningsfuld og har tillid til, at vi i den blå familie finder en god løsning,« sagde den tidligere minister.

Hvis nogen har det skidt med det her, er jeg klar til at betale de 2.500 kr. til en velgørende organisation

Knud Erik Langhoff (K), nyvalgt borgmester i Kolding Kommune

Men nogle timer senere var hun sendt ud i kulden, og borgmesterkæden hængt om halsen på Knud Erik Langhoff - med støtte fra de røde partier, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

»Det flertal, vi kunne have haft sammen, er der stadigvæk, men Knud Erik Langhoff sælger ud af den borgerlige politik,« lød det nu fra en skuffet Eva Kjer Hansen, der også anklagede den nye Kolding-borgmester for at »bryde alle traditioner« for et blåt samarbejde.

»Jeg er ikke født i går«

Knud Erik Langhoff selv var mindre overrasket over udfaldet. Faktisk var han op til valgaftenen så sikker på, at Eva Kjer Hansen ikke ville blive borgmester, at han havde oddset 900 kr. på, at borgmesterposten ville gå til en anden.

Underforstået at han selv ville kunne sætte sig for bordenden.

Jyllands-Posten har spurgt K-borgmesteren, hvorfor han spillede penge på et udfald, som han selv kunne være med til at påvirke.

»Det var ikke meningen, at det skulle have været ud,« indleder Knud Erik Langhoff.


Hvorfor ikke?

»Fordi det kan være ligegyldigt. Det er sådan nogle småting for en borgmester.«

Oddsene hos Danske Spil var 1,42 på, at Eva Kjer Hansen ville blive borgmester og 2,65 på, at borgmesterposten ville gå til et andet parti.

»Så tænkte jeg bare, at 2,65 da var værd at gå efter,« siger Langhoff.

Du havde set den komme?

»Jeg er ikke født i går, og jeg var godt klar over, at det ville blive et meget tæt løb i Kolding. Og så tænkte jeg, at vi havde lige så stor chance som de større partier – jeg var ret sikker på, at vi ville blive tungen på vægtskålen. Og så har vi pr. definition ikke mulighed for at give de afgørende stemmer til en rød borgmester, men til gengæld havde jeg også sagt til dem, at hvis det kom op, var de velkomne til at hænge den om halsen på mig.«


Nogen vil måske sige, at dit væddemål viste sig på valgnatten. Du forlod den blå familie, så borgmesteren blev en anden end Eva Kjer, og så vandt du dine penge?

»Ja, men hvad giver det. 2 og en halv pr. investeret krone. Det er jo ikke det, jeg skal leve af. Det var bare en af mine svigersønner, som ringede og sagde, at han havde oddset på, at det ville blive en anden end Eva, og så spurgte jeg, om ikke også han ville gøre det for mig.«

Med støtte fra SF, Socialdemokratiet og De Radikale kan den tidligere bankmand Knud Erik Langhoff (K) kalde sig ny borgmester i Kolding Kommune. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dybt involveret


I sportens verden må man ikke spille på sig selv. Det er uetisk og forbundet med matchfixing. Er der også tale om matchfixing her?

»Det ved jeg simpelthen ikke. Det har jeg ikke tænkt på. Men hvis nogen har det skidt med det her, er jeg klar til at betale de 2.500 kr. til en velgørende organisation. Det var ment som en joke.«


Det lyder alligevel som om, at du fortryder?

»Det gør jeg, fordi du bliver ved med at bore i det.«


Jeg spørger bare, om du fortryder?

»Det gør jeg bestemt ikke, for jeg kunne også i anden sammenhæng finde på at spille på oddset.«

De Konservative er ikke sat i verden for at hænge den om halsen på andre, hvis vi selv kan få den

Knud Erik Langhoff (K), nyvalgt borgmester i Kolding Kommune


Også at spille på dig selv?

»Nej, det er ikke det, jeg taler om. Det kunne være noget helt andet, jeg oddsede på.«


Hvis du kunne, ville du så også spille penge på, om skatten i Kolding bliver holdt i ro eller om normeringerne i børnehaverne bliver bedre eller ringere i den kommende valgperiode?

»Nej, det kunne jeg ikke drømme om, for nu er jeg dybt involveret i det.«



Men du var vel også dybt involveret i valgkampen for et par dage siden?

»Ja ja, det er rigtigt. Det var jeg.«


Skal man spille på noget, som man selv er dybt involveret i?

»Men hvor store var mine chancer forud for valget? Jeg var jo slet ikke i byrådet.«


Men du gik alligevel til valg på, at du selv ville sidde for bordenden?

»Ja, det gjorde jeg. Og det har jeg sagt hele valgkampen igennem, for det var der ikke nogen, der skulle være i tvivl om.«

Ikke de store penge


Skal man så også spille penge på det?

»Det kan godt ske, at jeg ikke skulle have gjort det.«


Kan vælgerne i Kolding nu få den mistanke, at politik for dig er lidt en leg – noget man gambler om?

»Det tror jeg ikke. Det er jo ikke de store penge.«


Hvad nu hvis der havde været odds 500 på, at du selv ville blive borgmester?

»Det kunne jeg ikke drømme om at gøre.«


Hvorfor ikke?

»Det ville jo have været egoistisk ad H til.«


Hvad er forskellen?

»Forskellen er, at jeg ikke forventede, at det blev Eva.«


Men hvis du forventede, at det blev dig selv, kunne du så ikke også spille på dig selv?

»Det kunne jeg godt, men det ville jeg ikke have gjort. Her var det så bredt. Der var seks borgmesterkandidater, så der var fem uden om Eva, som kunne få kæden.«


Ifølge Eva Kjer var det mest oplagte, at du havde peget på hende på valgnatten. Men du gik alligevel sammen med de røde?

»Ja, det gjorde jeg, for jeg blev tilbudt at få borgmesterkæden. Og De Konservative er ikke sat i verden for at hænge den om halsen på andre, hvis vi selv kan få den.«


Er det i din optik etisk eller uetisk, at man gambler i den politiske verden, når man selv er en del af den?

»Det kan godt ske, at det er på kanten.«

Danske Spil oplyser til Jyllands-Posten, at »det følger af vores spilleregler, at det ikke er tilladt at spille på væddemål, hvor spilleren har insiderviden«. Den statslige spilletjeneste afviser at forholde sig til Knud Erik Langhoffs væddemål, men konstaterer, at konsekvensen af at udnytte insiderviden kan blive, at væddemålet ophæves.

Med 900 kr. til odds 2,65 var gevinsten for Knud Erik Langhoff på 1.485 kr.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.