Fortsæt til indhold
Indland

Hvis vi handler nu, kan vi undgå nedlukninger, mener virolog

Ifølge virolog kan vi undgå nedlukninger, men det kræver, at coronapas og mundbind findes frem nu.

Skal vi undgå nedlukninger, bør der handles nu.

Sådan lyder budskabet fra Allan Randrup Thomsen, som er professor i virologi ved Københavns Universitet.

Med eskalerende smittetal, to-cifrede antal daglige indlæggelser og overbelastede sygehusafdelinger er der fra politisk side atter sat gang i møllen, som skal muliggør smitteinddæmmende tiltag. Her har genoplivning af coronapasset blandt andet været oppe at vende, og den idé møder opbakning fra Allan Randrup Thomsen, som er professor i virologi ved Københavns Universitet, og som mener, at vi potentielt ser ind i en alvorlig situation:

»Vi ved, at sygehusvæsenet er belastet, og selvom problemerne måske ikke er kritiske endnu, så ved vi, at den stigende smitte vil føre til flere indlæggelser og med et sundhedsvæsen, der er mere sårbart end sidste år, skal der ikke meget til, før det går ud over andre patientgrupper,« siger han.

Mangel på varme hænder, sommerens sygeplejekonflikt og lange køer med patienter, der har fået udskudt deres behandlinger er alt sammen med til at gøre sundhedsvæsenet mindre robust, end det eksempelvis var under forårets coronahåndtering.

Samtidig står vi for foden af en sæson, hvor øvrige sygdomme ligeledes må formodes at optage sygehussenge, og som ifølge Allan Randrup Thomsen kan ramme ekstra hårdt i år:

»Vi er nødt til at reservere kapacitet til patienter med andre luftvejsinfektioner, og vi har set i andre lande, at nedlukningen har medført, at influenzaen rammer tidligere end den plejer, fordi der er en øget sårbarhed i befolkningen. Efter nedlukningen har en nedsat immunhukommelse gjort os mindre modstandsdygtige, og det må vi forvente at kunne se effekten af de kommende måneder.«

Kombinationen af stigende coronasmitte, svækkede sygehuse og en mere sårbar befolkning gør det nødvendigt at gribe ind nu, hvis vi skal undgå en situation ude af kontrol, mener han.

»Vi må planlægge ud fra det værst tænkelige scenarie. Men håbet er, at hvis vi handler nu, og får indført coronapas - eventuelt i kombination med mundbind visse steder - så kan vi nå at få udviklingen under kontrol og dermed undgå en situation, der kræver de store nedlukninger, som vi kender fra tidligere,« siger Allan Randrup Thomnsen.

Den senere tids stigende smitte fik fredag sundhedsminister Magnus Heunicke til at anmode Epidemikommissionen om en vurdering af, hvorvidt man igen bør kategorisere covid-19 som værende samfundskritisk, samt hvilke smitteinddæmmende tiltag, der vil være relevante i nuværende situation.