Fortsæt til indhold
Indland

Læge får tre års fængsel for svindel med forskningsmidler

Overlægen havde anket byrettens dom med håb om frifindelse, men endte med at få skærpet straffen.

Den sidste dom i sagen om overlægers misbrug af forskningsmidler faldt onsdag, da Østre Landsret idømte en overlæge tre års fængsel for groft bedrageri for 3,7 mio. kr. Der er tale om en skærpelse af Københavns Byrets dom på to år og seks måneders fængsel.

Den 55-årige Kristian Wachtell havde anket dommen til frifindelse, men endte altså i stedet med at få skærpet straffen.

I forbindelse med at Jyllands-Posten i 2013-2014 afslørede overlægers misbrug af forskningsmidler, politianmeldte Rigshospitalet i alt fem overlæger.

Med onsdagens dom er tre af dem nu dømt for overtrædelse af straffeloven. To af overlægerne blev ikke tiltalt på grund af mangel på beviser. Otte år efter den første politianmeldelse er retsopgøret dermed slut.

En lang række andre forskere fik disciplinære sanktioner i form af advarsler og påtaler for deres brug af forskningsmidler.

Overlæge Peer Grande blev som den første overlæge idømt halvandet års fængsel for groft bedrageri for ca. 2,3 mio. kr. Han brugte forskningsmidler til bl.a. private ferierejser og private restaurationsbesøg , Rolex-ure, dyrt mærkevaretøj, it-udstyr, møbler og tv til privaten. Dommen blev gjort betinget af, at Peer Grande udførte 250 timers ulønnet samfundstjeneste.

Overlæge Daniel Steinbrüchel blev i Østre Landsret idømt tre måneders betinget fængsel for tyveri og stillingsmisbrug. Han blev dømt for at have stjålet et maleri og to lamper til en værdi af knap 28.000 kr. fra Rigshospitalet. Han tog tingene med hjem i privaten.

Falske fakturaer og kontrakter

Onsdag blev Kristian Wachtell så idømt tre års fængsel i en sag, som adskiller sig fra de øvrige sager, idet hans svindel over for Rigshospitalet og Glostrup Hospital foregik på en anden måde.

I et stort antal tilfælde fik han hospitalerne til at betale penge for blodprøveanalyser til et firma i Schweiz. Analyserne blev dog aldrig udført. Det schweiziske firma havde end ikke et laboratorie. Faktisk var firmaet blevet oprettet alene for at kunne begå bedragerierne, fastslår landsretten. Han konstruerede en stribe kontrakter, fakturaer og andre dokumenter uden reelt indhold for at få svindlen til at lykkes, fastslår landsretten.

Om årsagen til skærpelsen af dommen skriver landsretten i en pressemeddelelse:

»Retten har ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på blandt andet den samlede størrelse af de unddrag­ne beløb, at tiltalte har misbrugt sin ledende og betroede stilling som overlæge på to hospitaler, at lovovertrædelserne har stået på i en samlet årrække på mere end fem år, hvor han fabrikerede 45 fiktive fakturaer og mange yderligere dokumenter, at de strafbare handlinger har været nøje plan­lagt, og at tiltalte på systematisk og kompleks vis har udvist omfattende bestræbel­ser på tilsløring af forholdenes rette sammenhæng.«

Ud over en fængselsstraf frakendte landsretten Kristian Wachtell indtil videre ret­ten til i forbindelse med virk­som­hed som læge at modtage, administrere eller på anden måde håndtere offentlige eller private mid­ler bestemt til forskning eller behandling af patienter, ligesom retten konfiskerede 3.778.941 kr. hos ham.

Disse forhold er efter Rigsrevisionens opfattelse udtryk for en særegen, afvigende forvaltningskultur.
Rigsrevisionen, 2015

Jyllands-Postens artikelserie om misbrug af forskningsmidler, ”Lægernes store tag selv-bord”, afdækkede, at læger brugte forskningsmidler fra typisk lægemiddelindustrien til ulovlige og ekstravagante formål, samt at kontrollen med midlerne var meget ringe. Ikke alene på Rigshospitalet, men også på en lang række andre hospitaler.

Det førte til en gevaldig opstramning af kontrollen med forskningsmidler.

Rigsrevisionen undersøgte efter de første afsløringer hospitalernes administration af forskningsmidler og kom med en sønderlemmende kritik.

»Disse forhold er efter Rigsrevisionens opfattelse udtryk for en særegen, afvigende forvaltningskultur,« skrev Rigsrevisionen i sin beretning om sagen i 2015.

Læs også, hvordan JP-journalist Morten Pihl for år tilbage i en Cavling-vindende artikelserie afslørede, hvordan overlæger på Rigshospitalet misbrugte forskningsmidler til dyre vine, middage og rejser for familie og kolleger.