Fortsæt til indhold
Indland

Norlys køber Verdos fibernet i Randers

Verdo har lavet en aftale med Norlys om salget af Verdo Tele, som står for fibernettet i Randers og Hobro.

Fremover vil det være Norlys, der skal levere fibernet til Verdos godt 26.000 kunder i Randers og Hobro.

Det oplyser selskaberne i en fælles pressemeddelelse torsdag formiddag.

Norlys og Verdo har indgået en betinget aftale om et salg af Verdo Tele, som ejer fibernettet i de to byer og ejer i forvejen 25 pct. af selskabet.

»Vi har ydet et stort bidrag til digitaliseringen af Randers og Hobro ved at etablere fibernet. I de kommende år vil fibernettet blive yderligere udbygget af færre aktører, og her vil Norlys være en af de største,« siger Torben Høeg Bonde, bestyrelsesformand i Verdo.

Det får ifølge selskaberne ingen betydning for kunderne, da det i forvejen er Norlys-selskabet Stofa, der har kontakten med fibernet-kunderne i området.

Salget vækker glæde i Verdo, hvor fibernet-delen har været et mindre forretningsområde. Nu kommer det til et selskab, hvor det er et langt mere væsentligt område.

»Det har været vigtigt for os at finde den rette køber, så den positive udrulning af fibernet kan fortsætte. Med det tætte samarbejde, vi allerede har med Norlys omkring driften af fibernettet, er vi overbeviste om, at denne beslutning er den helt rette. Overdragelsen sikrer, at kunderne også i fremtiden vil opleve en høj kvalitet og service,« siger Jakob Flyvbjerg Christensen, administrerende direktør i Verdo.

Norlys købte allerede i 2019 elnettet i Randers og Hobro fra Verdo. Det er en medvirkende årsag til, at matchet er godt, forklarer Jesper Barslund, vicedirektør i Norlys og bestyrelsesformand i Norlys Tele.

»Vi har en ambitiøs plan for udbygningen af vores fibernet, og aftalen med Verdo understøtter den positive udvikling, som bidrager til, at Danmark fortsat er foregangsland, når det kommer til digitalisering,« siger han.