Ishøjs borgmester: »Der er en modstand mod at blive vaccineret«
Det lykkedes ikke at nå målet om at vaccinere 90 pct. af alle indbudte inden den 1. oktober, og ifølge Ishøjs borgmester er det svært at få de sidste med.
Myndighedernes mål om at vaccinere 90 pct. af alle indbudte inden den 1. oktober blev ikke nået. Tal fra Statens Serum Institut viser, at 86,6 pct. af dem, der er blevet tilbudt coronavaccinen, har påbegyndt deres vaccination. Det svarer til 76 pct. af hele befolkningen.
Der er især en del yngre mennesker og folk med minoritetsbaggrund, som endnu ikke har lagt arm til vaccinen. Og ifølge Ole Bjørstorp (S), der er borgmester i Ishøj Kommune og medlem af Ishøj Listen, er det en svær opgave at få de sidste med.
»Der er en modstand mod at blive vaccineret blandt de yngre aldersgrupper. Den modstand er vi stødt på, må vi erkende,« siger han.
Ishøj Kommune har relativt færrest vaccinerede indbyggere. Blot 63,6 pct. af alle indbyggere i Ishøj har ladet sig vaccinere mod coronavirus, mens det altså gælder 76 pct. af den samlede danske befolkning. Ole Bjørstorp fortæller, at kommunen gør »temmelig meget« for at forsøge at ændre på de tal.
»Vi aktiverer vores bolignetværk og laver pop op-vaccinationssteder, så det er nemt for folk at komme ud at blive vaccineret. Det hjælper lidt, men ikke meget.«
På kommunens hjemmeside fremgår det, at man bl.a. kan blive vaccineret på en skole, et aktivitetscenter og i de lokale moskéer.
Ifølge borgmesteren er der især blandt unge mennesker en frygt for bivirkninger fra coronavaccinen:
»De mener, at det kan have mange bivirkninger, bl.a. at de ikke kan få børn, at de kan få andre sygdomme, og at de ikke vil have kemikalier ind i kroppen, som de siger. De er sunde og raske og kan ikke se nogen grund til at blive stukket. Den holdning er desværre til stede,« fortæller borgmesteren.
Ifølge lægemiddelstyrelsen er der ikke noget, der tyder på, at vaccinen mod covid-19 påvirker fertiliteten, men det er der altså alligevel mange, der er bekymrede for.
»Det kan gå hen og betyde noget ift., at de vil have lettere ved at blive smittet,« siger Ole Bjørstorp.
Faktisk er Ishøj Kommune allerede blandt de kommuner, der har mest smitte. Samme mønster ses hos Albertslund, Brøndby, Vallensbæk og Høje-Taastrup, der alle har relativt få vaccinerede indbyggere og relativt høje smittetal sammenlignet med resten af landet.
»Men det er pokkers svært for os at forklare, fordi de tror ikke på det,« siger Ole Bjørstorp.
Kan Ishøj på et tidspunkt komme op på samme niveau som den gennemsnitlige kommune med de indsatser, I laver?
»Ej, vi kommer ikke op på 80 pct. Jeg håber da, at vi kan komme op på 70 pct. i hvert fald. Det vil jeg håbe,« siger han og tilføjer:
»Det er et lokalt, realistisk mål.«