Fortsæt til indhold
Indland

Udvisning af somalier var i strid med EU's menneskerettighedskonvention

Danmark har tirsdag tabt en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om udvisning af en somalisk mand, der i 2018 blev dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Der er ikke nedlagt påbud om, at den danske stat skal betale kompensation.

Det var forkert, da Danmark i 2018 udviste en somalisk mand efter, at han blev idømt en dom på 2 år og seks måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Det er tirsdag afgjort i en sag ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den somaliske mand kom til Danmark med sin mor, da han var fire år, og har boet i Danmark siden. Hans familie er efterfølgende rejst med til Danmark.

Manden har flere domme bag sig. Som mindreårig er han både blevet dømt for indbrudstyveri og røveri. Efter han fyldte 18 år, er han gentagne gange blevet dømt for at bryde loven om euforiserende stoffer og for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener, at den danske udvisningsdom er et brud på Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Den siger, at »enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance«. Formuleringen er central, da manden ikke har familie i Somalia. En udvisningsdom vil derfor betyde, at manden ikke får lov til at besøge sin familie.

Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på, at den danske Højesteret - ifølge EU’s menneskerettighedsdomstol - ikke fører tilstrækkeligt bevis for, at den somaliske mand er til fare for den nationale sikkerhed, eller at udvisningen er nødvendig for at »forebygge uro eller forbrydelse«. Det er ellers en betingelse for, at en stat kan bryde ind i individets ret til familieliv, som er beskyttet i Artikel 8.

Da den somaliske mand blev dømt i Højesteret, lagde man vægt på, at manden kan basalt somalisk, ligesom man vurderede, at han gennem sin familie må have opretholdt et vist kendskab til somalisk kultur. Den vurdering er man ikke enig i hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som ikke mener, den somaliske mand har en tilknytning til Somalia - herunder forudsætningerne for at kunne skabe sig en tilværelse der.