Jeppe Kofod: Billederne er indlejret i vores hukommelse

Udenrigsminister Jeppe Kofod kommenterer terrorangrebet 11. september 2001 - på 20-års dagen for angrebet.

Artiklens øverste billede
Fotoet "The Falling Man" er vel nok et af de mest ikoniske fotos fra terrorangrebene. Manden var fanget på en af de øverste etager i nordtårnet og havde intet håb om at kunne undslippe de dødelige flammer og røg. Det vides ikke, om manden, hvis identitet er ukendt, lod sig falde med vilje. Det er dog sikkert, at mange andre mødte samme skæbne, inden tårnene kollapsede. Foto: AP Photo/Richard Drew

På 20-årsdagen for terrorangrebet den 11. september 2001 skriver Udenrigsminister Jeppe Kofod, at vi i dag mindes ofrene.

- Billederne af flyene og tvillingetårnene, der kollapser, og angrebet på Pentagon er indlejret i vores fælles hukommelse som udtryk for den absolutte ondskab, skriver Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

- Det samme er de urovækkende billeder af resterne af United 93 spredt ud over markerne i Pennsylvania, skriver Jeppe Kofod.

Her henviser han til det fly, hvor passagererne overmandende flykaprerne og forhindrede terrorristerne i at nå deres endelige destination, som muligvis var Det Hvide Hus i Washington.

Angrebet den 11. september kostede næsten 3000 mennesker livet og førte til ”krigen mod terror”.

I pressemeddelelsen gør udenrigsministeren opmærksom på, hvor grusomt et angreb det var.

- For 20 år siden så vi den islamistiske terror i sin mest grusomme form.

- I dag mindes vi ofrene og de pårørende, som mistede deres nærmeste, og hylder alle dem, som siden hen uknækkeligt har viet deres kræfter til at bekæmpe terrorens onde væsen, skriver han.

Terrorangrebet den 11. september var planlagt af terrororganisationen al-Qaeda og dens leder Osama bin Laden.

Det var hans og Al-Qaedas tilstedeværelse i Afghanistan, der førte til, at en amerikansk ledet FN-koalition invaderede landet en lille måned efter angrebet.

Det lykkedes først amerikanerne at få ram på Osama bin Laden omkring 10 år senere i 2011. Her blev han dræbt af amerikanske elitesoldater i nabolandet Pakistan.

Krigen i Afghanistan endte med at vare næsten 20 år. De sidste amerikanske tropper forlod Afghanistan den 30. august 2021.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen