Fortsæt til indhold
Indland

Se kortet: Sådan går det med vaccinerne i din kommune

Vestegnen halter efter resten af landet i vaccinationstempoet, viser data fra Statens Serum Institut.

Der er fortsat færre i kommunerne vest for København, der lader sig vaccinere, end det er tilfældet i resten af landet.

Det fremgår af nye tal fra Statens Serum Institut, som Jyllands-Posten har trukket i mandag.

Tallene viser, at de fem kommuner, hvor færrest borgere er blevet stukket, alle ligger på Vestegnen.

Kommunen med færrest vaccinerede er Ishøj, hvor 62,2 pct. har påbegyndt deres vaccination, mens 58,3 pct. har modtaget begge deres vaccinationsstik og dermed er færdigvaccinerede.

Dernæst følger Brøndby, hvor 66 pct. har modtaget første stik, men 62,6 pct. er blevet stukket to gange.

De to kommuner er sammen med Vallensbæk, Albertslund og Høje Taastrup Kommuner de eneste i Danmark, hvor færre end 70 pct. har påbegyndt deres vaccination.

De mest vaccineglade danskere er ifølge tallene bosat i de små ø-samfund. Her har over 80 pct. modtaget deres første stik.

Ærø er det sted i landet, hvor den største del har takket ja til vaccinen. Her har 82,8 pct. modtaget deres første stik, mens 79,9 pct. på øen har modtaget deres første stik.

I samme kategori har 81,7 pct. læsøboere modtaget deres første stik mod coronavirus, mens 79,5 pct. er færdigvaccinerede.

Øerne Samsø, Langeland og Fanø har også en høj vaccinationsprocent sammenlignet med resten af landet.

Man skal dog huske, at befolkningssammensætningen er ældre i økommunerne end resten af landet, hvilket har betydning, da børn under 12 år ikke tilbydes vaccinen.

I landets to største byer, København og Aarhus, er andelen af færdigvaccinerede henholdsvis 66,8 pct. og 70,8 pct.