Fortsæt til indhold
Indland

Dansk forskning kan give viden om, hvem der skal have tredje stik

Forskningen har vist, at 23 procent af hæmatologiske kræftpatienter ikke laver nok antistoffer efter vaccine.

/ritzau/

Et forskningsprojekt ved Odense Universitetshospital har kortlagt, hvordan immunforsvaret hos 524 kræftpatienter udvikler sig, efter at de er blevet vaccineret mod covid-19.

Resultaterne kan bruges i forhold til, hvem der skal tilbydes et tredje stik med vaccinen mod covid-19.

Det mener Henrik Ditzel, der har været forskningsleder på projektet, og som er overlæge og professor på Odense Universitetshospital.

- Vores undersøgelser giver en vigtig viden i forhold til, hvem der har brug for et ekstra stik, og der mener jeg jo, at det må være de hæmatologiske kræftpatienter og dem, der har fået kemoterapi under vaccinationsforløbet, der skal have tilbuddet, siger han.

Forskningen har nemlig vist, at patienter med såkaldte solide kræftformer udvikler gode antistoffer efter vaccination, men patienter med hæmatologiske kræftformer ikke danner lige så mange antistoffer.

Solide kræftformer er blandt andet bryst-, lunge-, prostata- og tyktarmskræft, mens hæmatologiske kræftformer blandt andet er lymfatisk leukæmi, lymfekræft og myelomatose.

- Det er cirka en fjerdedel af dem med hæmatologiske kræftformer, der ikke danner en tilfredsstillende antistofrespons og efter tre måneder ser deres antistofrespons endnu dårligere ud, siger Henrik Ditzel.

- Det tyder på, at den gruppe ikke reagerer lige så godt på vaccinen. Grunden til at de ikke gør det, er, at kræften rammer de hvide blodlegemer, som netop er dem, som skal lave antistofrespons, fortsætter han.

Blandt patienterne med solide kræftformer var der relativt få, der ikke udviklede tilstrækkeligt med antistoffer. Stort set alle, der ikke udviklede nok antistoffer, var i aktiv behandling med kemoterapi eller målrettet behandling under deres vaccinationsforløb.

Dem der var i strålebehandling eller immunterapi udviklede god antistofrespons.

På et pressemøde mandag sagde direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at man i løbet af denne uge vil komme med nye retningslinjer for et tredje vaccinationsstik til særlige grupper.

Det er blandt andet kræftpatienter og organtransplanterede patienter.

Ud af de 524 kræftpatienter, der blev undersøgt, er der 201 med solide kræftformer og 323 med hæmatologisk kræft.

Forskningsresultaterne er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cancer Cell.