Se vaccinekortet: Sådan går det med vaccinationerne i din kommune
Fem ø-kommuner udgør toppen, mens fem Vestegnskommuner har vaccineret færrest ud af landets 98 kommuner.
Selvom den mere smitsomme og bekymrende deltavariant af coronavirus rumsterer og holder de daglige smittetal herhjemme oppe, smøger danskerne samtidig i høj grad ærmet op og lader sig stikke med en coronavaccine.
71,4 pct. af de danskere, der er tilbudt vaccinen, har således fået minimum første stik, mens 54,2 pct. af dem er færdigvaccineret - svarende til 3.174.705 danskere. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Selvom flere end halvdelen af danskere, der kan tilbydes vaccinen, altså er færdigvaccineret, er det dog ikke i alle hjørner af landet, at man er lige langt.
Topscoreren på listen over, hvor langt landets kommuner er med vaccinationerne, er ø-kommunen Læsø. Her har 80,7 pct. af indbyggere, der har fået en invitation, påbegyndt vaccinationen, mens 78,8 pct. af dem er færdigvaccineret.
Læsø er skarpt forfulgt af den fynske ø Ærø, hvor 79, 3 pct. har fået første stik, mens 67,6 pct. er færdigvaccineret.
Faktisk viser der sig en tendens med de små ø-kommuner: top fem over kommuner, hvor flest borgere har påbegyndt vaccinationen, er alle ø-kommuner. Efter Læsø og Ærø følger Samsø, Fanø og Langeland.
I den anden ende af skalaen - altså kommuner med lavest andel vaccinerede - finder man Ishøj kommune. Her har 58,6 pct. af de inviterede fået første stik, mens 46,9 pct. af dem er færdigvaccineret.
I bunden ses ligeledes en tendens. Top fem over kommuner, hvor færrest er vaccineret, består nemlig af de såkaldte Vestegnskommuner. Således er Ishøj forfulgt af Brøndby, Albertslund, Høje-Taastrup og Vallensbæk.
Disse kommuner udgør også - i samme rækkefølge - top fem over de kommuner, der historisk har haft flest bekræftede smittetilfælde siden den 27. januar 2020, hvor SSI først begyndte at opgøre smittetallene.
Ifølge Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, skal ca. 87 pct. af befolkningen vaccineres for at opnå flokimmunitet, efter deltavarianten har gjort sit indtog. Det forklarede han tidligere i juli.
Herhjemme tilbydes alle over 12 år coronavaccinen - i Danmark er 87 pct. af befolkningen over 12 år gamle.