Sygeplejersker er for første gang udtaget til strejke på afsnit med børnepatienter

Når Dansk Sygeplejeråd optrapper konflikten fra august er yderligere 700 sygeplejersker udtaget til strejke. Nogle af dem arbejder på afsnit med små patienter på hospitaler i Region Hovedstaden.

Artiklens øverste billede
I første omgang var covid-afsnit, kræft-, børne og psykiatriområdet undtaget fra konflikten. Nu har DSR udtaget sygeplejersker til strejke på børn- og ungeafdelinger fra august. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Når Dansk Sygeplejeråd (DSR) optrapper konflikten med yderligere 700 strejkende sygeplejersker fra den 10. august, er der også udtaget til strejke på områder, hvor børn og unge får behandling.

I første omgang var børneområdet ellers helt undtaget fra konflikten sammen med psykiatri- og kræftområdet og covidafsnit.

Men i Region Hovedstaden kan strejken fra næste etape ramme afsnit for børn og unge med kirurgisk sygdom på Rigshospitalet og afsnit under børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital.

DSR’s kredsformand i Region Hovedstaden, Kristina Helen Robins, afviser, at man strategisk går efter børnepatienter i et forsøg på at påvirke arbejdsgiverne og politikerne.

»Indledningsvis vurderede vi, at det var områder, vi ville holde udenfor. Men vi har ændret det ud fra, hvor vi kan lægge et pres. I forhold til børn er det selvfølgelig ekstra følsomt og meget beklageligt, men det er jo ikke akutte behandlinger, vi stopper. Børnene skal ligesom de voksne, vi har ramt, vente lidt længere. Men ikke hvis det er akut eller livs- og førlighedstruende. Så bliver de taget i nødberedskabet.«

Handler det om, at det sender et stærkere signal, hvis det berører børnepatienter og unge?

»Nej. For mig at se er det rigtig ærgerligt for ethvert menneske, der bliver berørt. Når vi efter tre uger kan se, at arbejdsgiverne ikke reagerer, er vi nødt til at skrue op for presset,« siger Kristina Helen Robins med henvisning til, at der bl.a. også er udtaget til strejke på hjerteområdet i regionen.

»Problemet er, at det jo er begrænset, hvad vi kan udtage. Cancer og alt det akutte kan vi ikke gå efter. Meget af den behandling, der er på hospitalerne, er jo akut. Man kan vende det om og sige, at vores arbejde er så væsentligt og vigtigt, at det er begrænset, hvad vi kan tage ud, uden at det skader nogen mennesker. Der har vi vurderet, at der vil være nogle børn, der kan vente lidt længere på en given behandling.«

Så andre muligheder for at udtage er udtømt?

»Det var i hvert fald næste skridt i forhold til optrapningen af konflikten. Vi er rigtig ærgerlige over, at det her går ud over børn, voksne, ældre og sårbare. Men konsekvenserne på længere sigt er meget større. Det handler om et sundhedsvæsen, der skal fungere fremadrettet. Hvis der ikke bliver lyttet til vores krav og behov på lønområdet, ser vi sygeplejersker forlade faget,« siger hun.

På Rigshospitalet oplyser man, at akutte operationer vil blive gennemført. Også operationer, der skal foretages på et specifikt tidspunkt i barnet eller den unges liv, vil blive gennemført.

»Ift. hvilke typer behandlinger, der skal kunne gennemføres, er det svært at sige noget generelt, da enhver patients situation skal vurderes individuelt af en læge,« oplyser hospitalet.

Strejken begyndte den 19. juni. Forud havde et flertal af DSR’s medlemmer stemt nej til først et overenskomstforlig, som var kommet i stand mellem DSR og arbejdsgiverne i Danske Regioner, og efterfølgende et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen.

4.750 sygeplejersker strejker ifølge DSR i kommuner og regioner. Konflikten har betydet, at tusindvis af aftaler, behandlinger og operationer er udskudt på landets hospitaler. Operationer og behandlinger, der er kritiske for liv og førlighed, bliver gennemført.

DSR har udtaget 46 sygeplejersker på Nordsjællands Hospital og 79 sygeplejersker på Rigshospitalet til optrapningen fra august.

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan børne- og ungeafdelingerne kan blive berørt i Region Hovedstaden.

»Når DSR udvider konflikten til at omfatte flere afdelinger, deriblandt også til at inkludere to børne- og ungeafdelinger, så betyder det, at der er en række ikke akutte og ikke-kritiske behandlinger og operationer, der bliver udskudt eller aflyst. Vi kan endnu ikke sige noget konkret om antal, da der endnu forhandles om nødberedskab – altså hvilke sygeplejersker, der ikke skal strejke, fordi de varetager kritiske funktioner på afdelingen,« oplyser Region Hovedstadens Center for HR og Uddannelse i et skriftligt svar.

I første omgang blev 10 pct. af DSR’s medlemmer - godt 5.000 sygeplejersker - udtaget til konflikten. Flere steder er sygeplejerskerne dog blevet undtaget, fordi der ellers ikke kan etableres et nødberedskab.

Efter optrapningen med 702 sygeplejersker fra den 10. august, er DSR parat til gradvist at øge strejken. Formand Grete Christensen har tidligere forklaret, antallet er ikke afgørende for effekten.

»Man kan udtage mange sygeplejersker ét sted uden at ramme så mange patienter. Og så kan man udtage ganske få sygeplejersker nogle andre steder og ramme rigtig mange funktioner. Det er det, vi forsøger os med,« sagde hun tirsdag til Jyllands-Posten.

Region Hovedstaden er den eneste region, hvor børn- og ungeafsnit ser ud til at blive berørt. I andre regioner går DSR efter funktioner, der arbejder med visitation.

Region Syddanmark har som følge af strejken allerede lukket for telefoniske henvendelser i Den Regionale Visitation, og i Region Midtjylland er der fra august varslet strejke på patientkontorerne, hvor patienter bl.a. bliver henvist til privathospitaler.

I Region Nordjylland har man udtaget sygeplejersker, som bl.a. arbejder med at gøre det nye supersygehus i Aalborg klar, har kredsformand for DSR i Nordjylland, Jytte Wester, forklaret til DR.

Også tidligere har man udtaget folk, der arbejdede med it-systemer, der skal bruges på det nye hospital for på den måde at ramme regionen økonomisk uden at genere patienterne, skrev DR tirsdag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.