Mange tusinde vaccinetider står ledige – regioner opfordrer danskere til at få booket hurtigst muligt

Den gode nyhed er, at der er masser af vacciner. Den dårlige er, at mange danskere er for langsomme til at booke tider til deres stik.

Artiklens øverste billede
Alle borgere over 16 år har nu modtaget invitation til at bestille vaccinetid, men ikke alle er lige hurtige ved tasterne.

Takket være ekstra Pfizer-vacciner fra Rumænien er der skruet kraftigt op for vaccinationstempoet i Danmark, og alle over 16 år er nu blevet inviteret til vaccination.

Senest er det målgruppen med de 30-34-årige, der har fået mulighed for at bestille tid.

Men flere steder i landet oplever vaccinationscentrene, at borgerne er for langsomme til at reservere tider på vacciner.dk, viser en rundringning, som Jyllands-Posten har foretaget.

Adskillige tusinde tider står i øjeblikket tomme, og det kan i sidste ende betyde, at vaccinationsudrulningen bliver forsinket.

Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), sender nu en appel:

»Billedet er, at der er masser af ledige tider derude. Så herfra skal lyde en opfordring om at få booket en tid – hvis ikke der er plads ved det nærmeste vaccinationscenter, så se, om der er andre centre, der kan bruges, eller hold løbende øje med, om der bliver lagt nye tider ud,« siger hun.

I hendes egen region, Region Syddanmark, er der ca. 75.000 ledige vaccinetider fordelt over de næste fire uger, og flere tider bliver løbende tilføjet.

I Region Sjælland er tallet omkring 100.000 ledige tider i samme periode, svarende til at 40 pct. af kapaciteten ikke bliver brugt.

Desuden melder Region Nordjylland om 65.000 ledige tider de kommende tre uger.

Hastighed er vigtig

Selv om over 60 pct. af befolkningen allerede har fået mindst et stik, mangler over 2 mio. danskere stadig at blive vaccineret, og smitten er nu stigende, især blandt de unge.

Derfor er det fortsat afgørende at kunne holde epidemien under kontrol, særligt nu, hvor den ekstra smitsomme deltavariant er blevet dominerende i Danmark, understreger Stephanie Lose.

»Vi vil allesammen gerne forhindre en situation, hvor smitten eskalerer igen. Derfor håber jeg virkelig, at vi kan få vaccineret så mange som muligt så hurtigt som muligt,« siger hun.

Regionsformanden tør ikke gætte på, hvad der tilsyneladende holder nogle danskere tilbage fra at booke tid. Men én forklaring kan være, at mange holder sommerferie i øjeblikket – måske i udlandet eller i sommerhus – og derfor udskyder vaccinationen i hjemmeregionen.

Mange tider i Midtjylland

Region Midtjylland oplever ligesom andre regioner, at det går lidt for langsomt med at få de sidste unge til at reagere på invitationerne. Derfor har regionen taget sociale medier i brug:

»Husk at få booket tid til vaccination mod COVID-19. Personalet står klar i vaccinecentrene – og vi håber, at du vil booke en tid hurtigst muligt, så de ikke står og keder sig,« lyder opfordringen på Facebook.

I Hospitalsenhed Vest, som dækker Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing og Tarm, er der flere hundrede ledige vaccinetider, oplyser regionens pressevagt.

Også i Horsens opfordres borgere til at få booket tider, og i Hospitalsenhed Midt, som dækker Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, er der stadig ledige pladser i næste uge.

I Aarhus går det bedre. Her er der først ledige tider om godt 14 dage.

Hvad angår København og hovedstadsregionen, så blev der i weekenden sendt invitationer ud til de sidste personer i gruppen af 25-29-årige og 35-39-årige samt hele gruppen af 30-34-årige. Indtil videre har henholdsvis 62 og 50 pct. af grupperne booket tid, oplyser Hovedstadens Akutberedskab.

»Det er vi mægtig godt tilfredse med,« siger Helene Bliddal Døssing, vicedirektør med ansvar for vaccinationscentrene.

Forventningen er, at flere vil booke tider de kommende dage.

»Vi fornemmer, at folk gerne vil vaccineres, inden de måske skal på ferie i udlandet,« siger hun.

Ekstra mandskab fundet

Den store vaccine-acceleration skyldes primært de 1,17 mio. Pfizer-vacciner, som Danmark har købt fra Rumænien. Målet er nu at give 100.000 stik om dagen hen over sommeren. De seneste dage har tallet været oppe omkring 85.000.

De mange ekstra vacciner har givet regionerne udfordringer med at skaffe nok mandskab til at vaccinere med kort varsel midt i sommerferien. Bemandingen var nemlig droslet ned, da meldingen lød, at der ville komme få vacciner hen over sommeren.

I al hast er der derfor ansat ekstra mandskab, podere er blevet omskolet til at kunne give vacciner, og personale har påtaget sig ekstra vagter eller rykket ferie.

Alene i Region Hovedstaden er der blevet ansat over 300 nye vaccinatører den seneste tid.

»Der er blevet ydet en kæmpe indsats. Mit billede er, at opgaven udfordrede alle regionerne, men at man er lykkedes rigtig godt med at finde løsninger. Der har været en enorm stor vilje,« siger Stephanie Lose og peger på de seneste dages stigende vaccinationstal som bevis.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste vaccinationskalender forventes alle danskere over 12 år, der ønsker det, at være færdigvaccineret senest den 29. august.

Allerede i næste uge begynder de første forældre til 12-15-årige at modtage invitationer til deres børn.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.