Sidste vaccinegruppe fremrykkes efter indkøb af 1,1 mio. vaccinedoser
Sundhedsstyrelsen vil som følge af de ekstra vacciner opdatere sin kalender for vaccinationer i positiv retning.
Danmarks indkøb af mere end 1,1 mio. vaccinedoser fra Rumænien får nu betydning for den vaccinegruppe, der har stået bagerst i køen.
Til DR og TV2 siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at netop de 30-34-årige vil begynde at blive inviteret til vaccination den næste halvanden uge som et resultat af vaccinekøbet.
»De 30-34-årige vil blive rykket frem og få en indkaldelse i denne eller næste uge. Det rykker vaccinationerne et par uger frem,« siger Heunicke til TV 2.
Sundhedsstyrelsen har senest opdateret sin vaccinationskalender den 1. juni. I den står sidste målgruppe, de 30-34-årige, til at have modtaget første stik i uge 33 og andet stik i uge 36.
Når man er inviteret til vaccination, betyder det ikke, at man vaccineres med det samme. Blot at man kan bestille tid til vaccination, som så kan ligge uger fremme i tiden.
Siden 27. december sidste år er den danske befolkning blevet inviteret til at modtage vaccination mod coronavirus.
Indtil videre har mere end halvdelen af befolkningen påbegyndt vaccination, og næsten en tredjedel er færdigvaccineret.
Danmark har tirsdag indgået en aftale med den rumænske regering om køb af 1,17 million doser af Pfizer/BioNTechs coronavaccine. Det bekræftede Magnus Heunicke tirsdag aften.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor meget de ekstra vacciner vil rykke ved vaccinationskalenderen
JP/Ritzau/