Danmarks første kommune er færdigvaccineret - se hvor langt din kommune er
Vaccinefordelingen er fortsat skæv mellem landets kommuner, men der sker fremskridt over hele landet. Fin din kommune på kortet.
Med et sidste stik i en bar skulder kunne Læsø Kommune torsdag eftermiddag erklære befolkningen færdigvaccineret som den første kommune i landet.
Det vil sige, at alle øens beboere over 16 år, der har ønsket det, nu har modtaget den sidste dosis. Det ville 86 pct. af målgruppen.
»Det har jeg det da godt med. Det giver en vis beskyttelse, når vi nu for alvor indleder turistsæsonen, og øens befolkningstal bliver mangedoblet,« har økommunens borgmester Karsten Nielsen (V) udtalt til Ritzau, samtidig med at han ærgrer sig over, at tilsutningen ikke var lidt højere.
Omend Danmark nu har fået sin første færdigvaccinerede kommune, er der lagt op til, at der kan gå et stykke tid endnu, inden den næste kommune bliver skrevet på den liste.
Den seneste status i torsdagens tal fra Statens Serum Institut viser således, at nummer to i status over færdigvaccinationer er Samsø Kommune med 47,1 pct. færdigvaccinerede.
SSI’s vaccinationstal er dog opgjort på antal stik i forhold til hele befolkningen og ikke kun vaccinationsmålgruppen - reelt vil tallet derfor være en lille smule større.
Færdigvaccinerede Læsø er en af de økommuner og småøer, som staten tidligere på året valgte at give en forlomme i vaccinationsprogrammet. For de udvalgte øer gælder det, at man har puljet alle vaccinationsgrupper sammen, så alle øens beboere bliver vaccineret samtidig i få etaper. På den måde slipper man blandt andet for logistisk bøvl ved at skulle transportere få vaccinedoser ad gangen den lange vej til nogle af øerne.
Mens Læsø og og andre øer altså ligger forrest i vaccinationsstatus, er den anden ende af listen i høj grad udgjort af bykommuner.
Københavns Kommune ligger allernederst for både påbegyndt vaccinerede og færdigvaccinerede. Torsdagens tal viser, at 45 pct. af københavnerne er påbegyndt vaccination, og 21,7 er færdigvaccinerede.
Aarhus, Ishøj, Odense og Aalborg Kommuner er på pladserne lige over København på listen.
De store byer har fra start haltet efter i vaccinationsstatistikken på grund af den danske strategi, der går ud på at vaccinere del ældste del af befolkningen først - en beslutning der ikke tilgodeser bykommunerne, hvor befolkningen er yngre end landsgennemsnittet.
Torsdagens tal viser, at der på landsplan er 3.152.894 danskere svarende til 53,9 pct. af befolkningen, der har fået mindst én dosis vaccine. 1.736.217 af disse er færdigvaccinerede - det svarer til 29,7 pct.