Genåbningen har ikke været en fest for danske museer

Fraværet af udenlandske gæster og krav om coronapas rammer besøgstallet hos de danske museer.

Artiklens øverste billede
Museet Tirpitz i Blåvand åbnede i 2017 under stor international bevågenhed. Nu savner museet de mange gæster, der strømmede til vestkysten. Foto: Jens Hartmann Schmidt

Genåbningen i maj har ikke været den publikumsfest, som de danske museer kunne have ønsket sig.

Flere danske museer melder om publikumsnedgang. Ikke kun sammenlignet med samme periode før pandemien, men også med forsommeren 2020, da danskerne flere steder var mere villige til at indløse billet til museerne end nu.

Hos Moesgaard Museum ved Aarhus oplyser publikumschef Henrik Hatt, at billetsalget befinder sig 25-30 pct. under sidste år på samme tid. Han peger på kravene om coronapas og mundbind, der først nu er blevet fjernet, som to af årsagerne til publikumsnedgangen.

»Vores gæster besøger os ofte op mod fire timer, og det kan være lidt afskrækkende at gå med mundbind indenfor i så lang tid. Nu er kravet om mundbind væk, men kravet om coronapas kan godt være en udfordring for nogle, fordi det kræver større planlægning,« siger Henrik Hatt, der har et forsigtigt optimistisk syn på sommerferien, hvor museet har udvidet sin åbningstid og planlægger udendørs aktiviteter for blandt andet at imødegå det publikumspres, som Moesgaard Museum oplevede sidste år.

Pas er en ”showstopper”

Helle Ølgaard, leder af Tirpitz-museet og ansvarlig for Vardemuseernes kommunikation, forventer ikke, at den kommende sommerferie vil kunne opveje sæsonens tabte besøgstal, der ikke er bedret markant siden genåbningen.

Sidste år kom gæsterne tilbage med det samme efter genåbningen. Lige nu virker det, som om vi alle lige skal finde tilbage til hverdagen igen.

Helle Ølgaard, leder i Tirpitz-museet og ansvarlig for Vardemuseernes kommunikation

»Det går dårligt i hele landet, er min opfattelse, og i Vardemuseerne ligger vi på halvdelen af det antal gæster, vi normalt ville have på denne tid af året, og vi er ikke engang så hårdt ramt som flere andre af kollegaerne,« siger Helle Ølgaard, der også peger på kravet om coronapas som en showstopper for nogle gæster.

»Desuden var der som en del af hjælpepakken sidste år halv billetpris, hvilket der ikke er i år, så det spiller naturligvis også ind. Men det hele handler ikke kun om det. Sidste år kom gæsterne tilbage med det samme efter genåbningen. Lige nu virker det, som om vi alle lige skal finde tilbage til hverdagen igen, efter vi har været fordybet i surdej og anlægning af ny have. Vi skal nok komme tilbage på fine besøgstal, det tager bare længere tid denne gang, og vi kan ikke nå at genvinde det tabte,« siger Helle Ølgaard.

Et af de museer, der er ekstremt hårdt ramt af især fraværet af udenlandske besøgende, er Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Museet mangler i første halvår af i år 92 procent af sine gæster. Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen sætter sin lid til sommeren og efteråret, men vurderer, at museet i år i alt vil få besøg af 60.000 gæster – et drastisk fald fra tiden før pandemien, hvor museet i eksempelvis 2019 fik besøg af 170.000 gæster, hvor af størstedelen var udenlandske besøgende.

»Vi glæder os til, at turisterne så småt vender tilbage. Før pandemien var 75 procent af vores gæster fra udlandet, og derfor ramte de lukkede grænser os hårdt. Vi har desværre måtte sige farvel til to medarbejdere, og lever af opsparede midler, men der er jo en bund i kassen, så vi skubber et underskud op 7,4 millioner videre til de kommende år. Det vil tage år at rette op på, og det gør os sårbare,« siger Tinna Damgård-Sørensen, der først forventer normaliserede besøgstal i 2024. Museet er i færd med at lave en besøgsanalyse og har i pandemien rettet sit fokus på at tiltrække danske børnefamilier for at blive mindre sårbare ved fraværet af udenlandske gæster.

»Vi har lavet en ret voldsom drejning med fokus på danske børnefamilier, og det spor vil vi forfølge. Vi lider lidt under, at mange endnu ikke ved, at vi har mange forskellige aktiviteter og er meget andet end de fem vikingeskibe,« siger Tinna Damgård-Sørensen.

Savner entréhjælp

En Epinion-undersøgelse fra slutningen af maj, som 79 pct. af de danske museer deltog i, viste dengang, at hvert andet museum berettede om besøgstal, der er nede på 15-40 pct. af normalen, mens en fjerdedel sneg sig op på omkring 50 pct.

Nils M. Jensen, direktør i organisationen Danske Museer, overvejer i disse dage at igangsætte en ny spørgeundersøgelse for at kende udviklingen siden genåbningen. Hans eget billede af situationen flugter med beretningerne fra Moesgaard, Vardemuseerne og Vikingeskibsmuseet.

»Især de museer, der har været vant til mange udenlandske gæster, er stadig hårdt ramt. Jeg kunne ønske, at museerne var undtaget kravet om coronapas, for det viste vores spørgeundersøgelse er en barriere for mange børnefamilier, og jeg forestiller mig, at mange udenlandske gæster også vil finde det uoverskueligt at skulle tage en test for at besøge et dansk museum,« siger Nils M. Jensen, der savner sidste års entréhjælp fra staten, hvor billetgæster kunne nøjes med at betale halv pris for deres entré.

I dette års sommerpakke kan museerne i stedet søge støtte fra en pulje på 20 mio. kr., som er målrettet aktører som museer, kunsthaller, zoologiske anlæg samt de videnspædagogiske aktivitetscentre, der typisk ikke har som hovedaktivitet at afholde kulturarrangementer. Derudover kan museer søge midler i aktivitetspuljen på 180 mio. kr. – dog i konkurrence med selvejende institutioner, kommunale institutioner, virksomheder og foreninger, som er arrangører af publikumsrettede kulturaktiviteter med offentlig adgang og med mindst 26 publikummer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.